Fra håb til handling - Morten Østergaards tale ved Folketingets åbningsdebat

Man siger det aldrig har været bedre at bo noget sted end i Europa i dag – især hvis man er kvinde.

Og næppe noget sted i verden har en land større muligheder for at forme sin egen fremtid end her i Danmark netop nu.

Aldrig har så mange fået en uddannelse. Aldrig er så meget strøm kommet fra bæredygtige kilder. Aldrig har så mange med deres arbejde bidraget til fællesskabet.

Et grønnere, friere og stærkere Danmark er ikke noget vi behøver drømme om – det er noget vi kan række ud efter. Skabe ved fælles kraft, hvis vi er vores ansvar og vores muligheder bevidst.

---

Alligevel er tilliden til os politikere faldet uafbrudt siden 2001. Uafbrudt.

Derfor også en uforbeholden ros til statsministeren for at sætte tilliden øverst på dagsordenen ved valgperiodens begyndelse. Jeg mener oprigtigt, at vores mål må være at få borgernes tillid til hinanden, tillid til verden og tillid til fremtiden tilbage. Det er et politisk ansvar. Og derfor må vi starte med os selv.

---

Hvis ikke vi forstår, så kan også vi ende som i Storbritannien, hvor politisk opportunisme, uansvarlighed og kortsigtethed har ført til et handlingslammet parlament fanget i sit egen spin. Det er en omvendt Dalgas: Hvad udadtil er vundet, skal indadtil tabes.

De røster i Danmark som grebet af stemningen efter Brexit-afstemningen ønskede afstemning om vores medlemskab af EU har heldigvis fortonet sig. For når vi som lille land er i et smørhul, med så store muligheder for at præge vores egen fremtid, så skyldes det jo netop vores adgang til at dele suverænitet med andre og træffe forpligtende beslutninger i fællesskab. Vores EU-medlemskab er en adgangsbillet til vores egen fremtid – ikke et åg.

---

Men jeg tror på at valget den 5. juni var et vendepunkt. Et systemskifte.

Forleden kunne Ugebrevet Mandag Morgen nemlig fortælle os, at den første undersøgelse af danskernes valg viste, at tilliden til politikere steg for første gang siden 2001. Ikke til noget højt niveau, men en kurve, der er knækket. Et fald er stoppet.

Et lille håb er skabt. Et håb som skal gøres til handling.

Kan I huske at DI for nogle år siden holdt topmøde om de muligheder FN’s Verdensmål gav for virksomhederne? Måske ikke. Men de fleste kan måske huske at da Folketinget åbnede nogle uger senere endte det hele i en debat om burkaforbud og i løbet af dagen opstod et flertal, som ikke var der ved dagens begyndelse om det som senere blev til tildækningsforbuddet. Verdensmål i erhvervslivet. Burkaforbud i folketinget. Mistillid.

I år holdt DI topmøde om klimaudfordringen og de muligheder den grønne omstilling giver for virksomheder. Og i dag har vi en åbningsdebat i kølvandet på at flere og flere partier deler den historiske ambition om at Danmark skal reducere sin udledning af drivhusgasser med 70 pct. inden 2030. En verden til forskel. Efter Danmarkshistoriens første klimavalg – ser vi ud til at kunne samle måske næsten alle om en klimalov – et bindende mål, som kan gøre håbet – folkekravet – om at sætte klimaet øverst på dagsordenen til handling. Et folketing, som ikke gør små problemer store, men tager de største udfordringer først. Det er vejen til tillid.

Det er slut med symbolpolitikkens epoke.

---

Skal den spirende tillid slå rod, må vi som folkevalgte må starte med at påtage os et ansvar for den faldende tillid til os de sidste to årtier.

Jeg er under stadig større indtryk af den skare af danskere, som har lånt mig deres gæsteværelse under valgkampen, fordi de var trætte af politik. Hjemløse. Fremmedgjorte af en politisk debat og en offentlighed om det, som kommer til at handle mere om partiernes ve og vel. Og vores kamp mod hinanden. End om det samfund, vi i fællesskab har ansvaret for. De slår væk fra vores diskussioner om hvem der har æren for hvad. Hvem sagde det først. Og hvilke fingeraftryk var vores. For de lever i helheden. Med konsekvenserne af alle beslutningerne. Og jeg mener vitterligt, at det her er selvransagelse. Ikke fingerpegning af hverken kolleger eller medier.

Der var så mange, som gerne ville dele deres syn på politik, at jeg har startet en ny omgang og senest forud for det radikale landsmøde overnattede i Odense hos et par, hvor Rikke, der havde inviteret simpelthen havde stemt blankt mange gange i afmagt. ”Jeg har ikke brug for at høre, hvad I mener om de andre – men hvad I selv mener” sagde hun. Så det vil jeg gøre:

---

For Radikale Venstre så er målet, at danskernes håb skal gøres til handling. Konkret. Mærkbart. Vi er her ikke for vores egen skyld, men for at gøre en forskel.

Vi er her ikke for regeringens skyld – selvom vi er meget bevidst om, at det er vores skyld, at regeringen er her.

Vi er ikke bange for lægge hånden på kogepladen og stå på mål for, at det mandat vi har fået, skal bruges, så det kan mærkes og ses – allerede i denne valgperiode.

Et grønnere Danmark. Ikke kun mål, men mindre CO2 udledning fra landbrug og transport. Mindre luftforurening. Bedre beskyttelse af drikkevandet. En større del af Danmarks areal skal være natur.

Finanslov for finanslov. Skridt for skridt. Tag os på ordet. Hold os til regnskab. Om fire år har vi et grønnere Danmark.

---

Et friere Danmark. Kurven skal knækkes. Færre børn skal vokse op i fattigdom. Er det ikke velfærdssamfundets grundsten? Lige muligheder. Hvorfor skal danske skolebørn møde ind med mugne madder i madkassen, når vi aldrig har været rigere, fordi politiske beslutninger har skabt ny fattigdom i Danmark. Ikke på vores vagt.

Det er børnenes tur. Om fire år skal vi have forbedret trivslen blandt børn og unge. Flere voksne i vores institutioner, så børnene ses hver for sig og sammen. Bedre tid til vores lærere i skoler og på ungdomsuddannelser, så den kroniske mavepine ikke bliver til stress, angst og depression.

En styrket ligestilling, hvor mere barsel tages af fædre. Hvor færre føler sig diskrimineret pga. etnicitet.

Hold os bare op på det. Om fire år skal vi have et friere Danmark.

---

Og et stærkere Danmark.

Nogen frygter at et nyt flertal lader hånt om økonomien. Ikke et flertal vi er en del af. Vi skal have flere mennesker i job i Danmark. Dem som står udenfor i dag. Dem som virksomhederne ville hente hertil, hvis bare de fik lov.

Og dem som går i landflygtighed, fordi danskere med udenlandske ægtefæller ikke kan få lov at bo i deres eget land med deres familie.

De flygtninge, som er i arbejde og bidrager, som bare gerne vil have lov at fortsætte med det. Det er bare sund fornuft.

Nogen frygter, at et nyt flertal ikke ser integrationsudfordringer. Min appel i dag er om at give os chancen. Så skaber vi flere blandede boligområder, så færre bor i udsatte boligområder. Ikke gennem tryghed. Ikke mod beboerne. Men sammen med dem.

Fordi vores fællesskab ikke bliver svagere af at udstrækkes til flere. Men svækkes kun, når det hele strander i ’os’ og ’dem’. Om fire år skal flere føle sig anerkendt for deres bidrag til fællesskabet. Uanset hvem de er, hvornår de kom her til og hvilken hudfarve, religion eller etnisk baggrund de har. Det er helt fundamentale danske værdier.

Grøn betyder nu.

Fri betyder tryg.

Stærk betyder sammen.

Vi skal gøre håb til handling med forandring der kan mærkes, så tilliden kan bide sig fast.

Lad os smide de gamle, blokpolitiske skillelinjer over bord og samles om at skabe et grønnere, friere og stærkere Danmark.

Morten Østergaards tale ved Folketingets åbningsdebat den 3. oktober 2019.

Det talte ord gælder