Højere klimaambitioner: Danmark skal leve op til Paris-aftalen

30. maj 2019

En ny regering skal sikre, at Danmark reducerer udledningen af drivhusgasser med 70 procent inden 2030.

Danmark skal have en bindende klimalov, som forpligter os til at reducere udledningen af CO2 og andre drivhusgasser med 70 procent i 2030.

Sådan lyder et fælles klimakrav til en ny regering fra Radikale Venstre, Enhedslisten, SF og Alternativet.

Det er nemlig, hvad der skal til, for at Danmark lever op til Paris-aftalens målsætning om at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader.

”Den næste generation har krav på, at vi løfter klimaopgaven. Derfor skal vi udskifte sort snak med grøn handling. Vi vil have en valgperiode, hvor vi tæller CO2-reduktioner i stedet for udlændingestramninger. Hvor vi skifter symbolpolitikken ud med handling og gør Danmark til grøn ledestjerne igen”, siger politisk leder Morten Østergaard.

Radikale Venstres klimaplan ”Klimaet kalder. Fremad” anviser vejen til de første 65 procents reduktion. De sidste 5 point skal vi i fællesskab finde nye veje til at indfri.

Klimarådet skal spille en vigtig rolle i at rådgive om, hvordan vi kommer i mål med de 70 procents reduktion. Det skal monitorere indsatsen og rådgive en siddende regering om mål og virkemidler, foreslår partierne.

Socialdemokratiet har for nyligt lagt op til en reduktion på mindst 60 procent om 10 år. Men det er ikke nok for at leve op til Paris-aftalens målsætninger i 2030, og derfor er beskeden fra Radikale Venstre klar: de mål man ikke sætter, når man ikke. Derfor skal en ny regering forpligte sig til 70 procents reduktion.