Martin Lidegaard: Corona kan ændre den geopolitiske virkelighed

Hvad er det for en verden, vi ser ind i efter corona? Ifølge udenrigspolitisk ordfører og formand for Udenrigspolitisk Nævn Martin Lidegaard er corona en styrkeprøve for verdens stormagter – en styrkeprøve, der kan ændre verden, som vi kender den.

Af Maja Rimer

"På den ene side lukker alle lande sig om sig selv for at forhindre smitte. På den anden side har corona mere end noget andet vist, hvor afhængige vi er af hinanden. Uanset hvor vanskeligt det kan være, så holder vi hinandens skæbne i hænderne."

Sådan beskriver Martin Lidegaard det paradoks, som corona har sat verdens lande i. For corona har vist os, at nok kan globalisering skabe velstand, men det kan også gøre det modsatte. Gennem mennesker har virussen spredt sig fra Asien, Europa, Nordamerika og nu også til Afrika. Det har ført til tabte menneskeliv, overbelagte hospitaler, nedlukkede samfund og recession. Alt det på grund af et fiskemarked ingen indtil for nylig havde hørt om. Men ud over disse øjeblikkelige konsekvenser, kan det også føre til et paradigmeskifte, hvor flere sætter spørgsmålstegn ved vores samarbejde og samhandel på tværs af kontinenter. Og så kan corona rykke på magtbalancen mellem verdens stormagter.

Hvad er det for en verden, vi ser ind i efter Corona?
Vi har aldrig prøvet det før, så det er et umuligt spørgsmål at svare på. Man kan sige at udover at påvirke vores økonomi, så har corona også betydning for den geopolitiske virkelighed, vi kigger ind i. Det vil påvirke de forskellige poler i den nye multilaterale verdensorden. Hvordan vil Kina stå? Hvordan vil USA, Europa og Rusland hver især stå? Den her krise tryktester, hvor stærke vi hver især er til at håndtere kriser. Og der må man desværre sige, at Europa kommet dårligt fra start- i og med vi er blevet et nyt epicenter. Som fællesskab har vi ikke været i stand til at håndtere det, og det vil få EU-modstandere og andre til at sige: hvorfor har EU ikke leveret?

Jeg tror, EU har en chance for at komme stærkt tilbage, når det handler om den økonomiske genopretning. Det har vi bevist før med finanskrise og Brexit. Men fællesskabet er aldrig stærkere end det, vi selv vælger at gøre det til. Hver eneste nationalstat i Europa har en forpligtigelse til at prøve at løfte noget i den her situation og sige, hvor kan vi udvise solidaritet, fordi det er jo i sidste ende også i vores egen interesse både sundhedsmæssigt og økonomisk. Vi har lige nu et stort overskud af respiratorer, og kan vi redde italienske liv, bør vi gøre det. For når Kina kan vise europæisk solidaritet, bør Danmark vel også kunne?

På kort tid har nationalstaterne taget over, og globaliseringen er sat på stand by. Vil det fortsætte, efter corona?
Jeg håber inderligt, at det ikke vil gå sådan. Og jeg tror heller ikke, at det vil gå sådan. For vi er i en verden, hvor vores afhængighed af hinanden er så udtalt, at det kan vi ikke ignorere. Det gælder ikke mindst økonomisk. Men allerede før corona var der tegn på protektionisme, hvor især USA men også andre begyndte at vende sig indad og sætte spørgsmålstegn ved den frie verden, der har drevet de liberale demokratier frem. Og den tendens er kun blevet styrket af corona.

Under finanskrisen var USA og Europa i tæt dialog. I dag forsøger Trump at opkøbe en tysk virksomhed, der arbejder på at udvikle en vaccine – så den først og fremmest kan hjælpe amerikanerne. I kontrast hertil har Kina vist sig villig til at hjælpe i lande som Italien, Spanien, Iran og Irak. Hvad siger det om verden i dag?
Det er interessant, at Kina, som startede balladen, nu har overskud til at sende hospitalsudstyr til lande i hele verden. Det er i deres interesse at opretholde verdensmarkedet, og jeg vil vurdere, at vi kigger ind i et Kina, der kommer styrket ud af det her.

Kina gør også det her som led i en ny strategi, som er svær for os at håndtere. På den ene side siger de: I skal ikke blande jer i vores interne anliggender, vi vil have lov til at føre en hårdhændet politik over for de mennesker i vores eget land, som vi mener undergraver vores system. Og på den anden side siger de: Men når det kommer til den internationale orden, vil vi gerne have spilleregler og udvise international solidaritet, som her under corona, men det skal være på betingelse af, at I ikke blander jer i vores interne anliggender.

Hvad stiller vi op med en stormagt, der handler sådan? Hvad stiller vi op med de venlige initiativer fra Kina, som gør, at rigtig mange lande føler sig bedre behandlet af Kina, end de gør af USA – hvordan skal vi ragere på det i Europa? Det er et af de spørgsmål, som vi kommer til at tage med videre fra corona, og som der ikke er nogle enkle svar på. Men Europa skal finde svar, for i den her nye multipolare verdensorden bliver EU nødt til at være dem, der går ind i en kritisk dialog med Kina om det her.

Og hvad med USA og Rusland?
USA er et stort spørgsmålstegn. Det er fuldstændig uklart, hvad Trump har tænkt sig at gøre. Det kan blive en katastrofe for USA, vi ved det ikke.

Rusland kommer, så vidt jeg kan se, svækket ud af det her. Ikke mindst på grund af olien. Corona har svækket efterspørgslen på olie, og det har ført til faldende oliepriser. Der bliver ikke talt meget om det, men det har en kæmpe betydning politisk. Det rammer især Rusland, Iran og Saudi-Arabien og svækker deres muligheder for at operere på godt og ondt. Mange steder er det godt, fordi de lande virkelig giver problemer rundt omkring.