Radikale Venstres landsforbund skal have ny næstformand

Gennem de seneste snart tre år har landsformandskabet sammen med resten af landsforbundet haft fokus på de tre valg og på vores foreningsliv.

Ud over tre gode valgresultater, har vi skabt et årligt foreningstræf, fået sat fokus på livet i de enkelte foreninger, styrket netværk mellem formænd og foreningsildsjæle og skabt en række værktøjer, som skal videreudvikles de kommende år.

Forandringer i både det store og i det små. Arbejdet er kun lige begyndt, der er endnu så mange muligheder at udfolde og en fortsat ambition om at styrke et dynamisk, åbent og inddragende radikalt landsforbund.

Næstformandens opgaver

Som næstformand indgår man i et tæt samarbejde med landsformanden om udvikling og ledelse af landsforbundet. Næstformanden er født næstformand for både hovedbestyrelsen og forretningsudvalget. Arbejdet i forretningsudvalget tilrettelægges af landsformandskabet og næstformanden har selvstændigt ansvar for planlægning af landsmødet.

Forretningsudvalget varetager en række overordnede og organisatoriske opgaver i landsforbundet. Opgaverne er fordelt på tre teams med ansvar for henholdsvis politikudvikling, foreningsudvikling og mobilisering. De kommende to år kommer til at have stærkt fokus på det kommende kommunal- og regionrådsvalg i 2021 og på at styrke politikudviklingen i landsforbundet.

Ud over de faste opgaver er der selvsagt stor mulighed for at påvirke, hvilke opgaver man derudover tager på sig, og hvilket aftryk man vil sætte på landsforbundets udvikling.

Ved siden af de forpligtelser, som følger af de officielle poster og opgaver, ligger en ikke uvæsentlig del af landsformandskabet indsats i samtaler med og mellem medlemmer, kandidater, lokalformænd etc. rundt om i hele landet. Der er ingen manual til at være aktiv i et politisk parti, og landsformandskabet er en lyttende sparringspartner for alle med tillidsposter i landsforbundet.

Det er ikke en forudsætning for at stille op til opgaven som næstformand, at man allerede har tillidsposter eller sidder i en af partiets centrale organer, men derimod at man er parat til at kaste to-tre intense år ind i den fortsatte udvikling af landsforbundet og har mod på de opgaver, som ligger i funktionen.

Proces omkring valget af ny næstformand

Det er vores håb, at valget af og til ny næstformand kan medvirke til en god drøftelse i landsforbundet om, hvordan vi sikrer en fortsat udvikling af Radikale Venstre som et inddragende, moderne, samtalebaseret parti.

Vi har et ønske om, at processen til valg af ny landsnæstformand i lighed med alle de øvrige processer i landsforbundet bliver så åben og inddragende som muligt. Vi vil derfor opfordre til, at alle, der kunne se sig selv i opgaven, overvejer muligheden henover juli måned. Og at man i øvrigt også henvender sig opfordrende til potentielle kandidater. Det vil vi gøre. Såvel landsforbundet som den kommende næstformand har fordel af, at der kan vælges blandt et felt af mulige næstformænd.

1. juni vil vi åbne for, at man kan opslå sit kandidatur i en særlig gruppe på medlemsnetværket. Herefter vil det være muligt for alle medlemmer at stille skriftlige spørgsmål til de enkelte kandidater. Man kan stille op helt frem til landsmødets første dag kl. 12.00, men vi opfordrer til, at man har opsat sit kandidatur i god tid inden da. Husk også at samle mindst 25 landsmødedelegerede som stillere.

På landsmødet vil der være mulighed for at give en kort mundtlig præsentation, ligesom der vil være en opslagstavle til skriftligt kandidatur. Der er valg på andendagen.
Man er meget velkommen til at kontakte FU-medlemmer, herunder den afgående næstformand, hvis man har spørgsmål af nogen art.

Bedste hilsner
Forretningsudvalget