Landsformand Svend Thorhauge genopstiller ikke ved landsmødet

Af landsformand Svend Thorhauge

Påsken er en god ramme for at tænke sig om. Siden 2016 har jeg hvert år brugt påskedagene i tæt kontakt med naturen og familien og i et meget lavere tempo, end politik kræver. Og hvert år har jeg brugt højtiden til at overveje, om jeg den efterfølgende sensommer ville bede om landsmødets opbakning til endnu en tørn for den radikale sag.

I 2020 år nåede jeg for første gang frem til, at jeg ikke ville gå til landsmødet med håb om genvalg.

Jeg stillede i 2015 op for at skabe samling og samspil i en tid, hvor splittelsen internt i partiet var stor og hvor vi ved et skuffende valg havde ladet alt for mange af vores trofaste vælgere finde håb i nye partier. Fordi de ikke kunne mærke, hvilken sag vi kæmpede for. Og heller ikke troede på, vi var parate til at kæmpe for den, når det kom til stykket.

Der var kort sagt brug for det, jeg selv som græsrod var og er rundet af. Højskole. Fællessang. Aktivisme. Der var brug for vores adskillige rundture i landet, hvor alle medlemmer, der ville, kunne bidrage til den radikale bevægelse. For samling kalder på retning og tilslutning. Men forudsætningen var en ærlig samtale om de uenigheder, som regeringsperioden bragte med sig. Og vel at mærke en samtale, som også skulle flytte noget hos os selv. I forhold til offentlighedslov. I forhold til skolepolitikken. Og meget andet. Ellers ville det ikke være en samtale, men blot en debat.

Med denne samtale pågående og aldrig afsluttet – for det kan og må den aldrig blive – kunne vi gå til valgene i både 2017 og 2019 som et samlet parti. I 2017 formåede vi derfor ved fælles indsats at udnytte potentialet i de nationale meningsmålinger ved det kommunale og regionale valg på en måde, som vi ikke har set i rigtig mange år. Fordi vi i stadigt stigende grad turde tale med samlet stemme i landskommunale og fællesregionale spørgsmål. Vi har en kæmpe mulighed her, som kan give partiet en geografisk soliditet mange år frem, hvis vi formår at gribe den.

Og ved valgene i 2019 havde vi den store styrke, at vores nationale og europæiske dagsorden var den samme. Det lyder måske banalt, men sådan var det bare ikke for flere af de andre partier. På et stærkt politisk grundlag og gennem aktivisme og mobilisering fik vi vores vælgere til stemmestederne. Fordi vi bragte håb med os. Og fordi man kunne mærke håbet i os. Båret af viljen til forandring og en aldrig svigtende indignation, som har drevet den radikale sag siden 1905. Indignationen er nu engang vores eksistensberettigelse. Dette og så, at det først handler om sagen, og dernæst om os selv og vores indre anliggender. I hvert fald for det meste.

Så da jeg i foråret 2020 kiggede i bakspejlet og kunne se en fordoblet folketingsgruppe, hvor hver enkelt ordfører havde fået meget mere overskud og ikke mindst som oftest havde nået at tænke medlemsinddragelse, før andre behøvede at sige det, men også – ret skal være ret – hvor tyngden i arbejdet flyttede sig fra den fælles mobilisering i samarbejdet mellem landsforbundet og folketingsgruppen til ordførernes forhandlinger med regeringen, så kunne jeg se, jeg mere eller mindre havde gjort det, som jeg var god til og i øvrigt også bliver god af.

Derfor besluttede jeg mig for ikke at genopstille. Men gode kræfter, som dog ikke skal bære ansvaret for det, overtalte mig til endnu et år. Og selvom jeg på det personlige plan gerne ville have været det sidste år foruden – for det har unægtelig været og er fortsat et hårdt år – så tror jeg, det har været godt nok med prøvede hænder ved roret i den stormfulde periode. Der er stadig skær forude og der er ingen redningsskibe. Som politisk parti er der kun os selv til at reparere skroget og sætte sejl og kurs. Til gengæld er jeg glad for at have nået at være med til at rejse den radikale skole og gøre mit til de aktuelle samtaler om en grøn betænkning til folkeskolen sammen med skoleordførerne.

Men jeg genopstiller ikke til september. Vi kan nå at lægge KRV21 godt til rette frem til landsmødet og herefter er det også primært den lokale udfoldelse, som skal vinde valget. Og med den nylige forsoning i Folketingsgruppen under Sofie Carsten Nielsens samlende ledelse i februar er der også udsigt til en kontinuitet her, som gør timingen rigtig. Også således at en ny landsformand kan nå at komme ind i opgaverne i god tid inden et folketingsvalg. Det tager nu en gang et stykke tid.

Der er så meget, jeg gerne vil nå at sige tak for.

Det kommer til september.

- Svend Thorhauge