Tænk hvis...

Af Sofie Carsten Nielsen

Hører jeg hjemme i politik?

Det spørgsmål har jeg stillet mig selv.

Flere gange.

Og egentlig var jeg nået til den konklusion, at det gør jeg ikke.

Men da mit parti havde brug for mig sagde jeg ja.

For lederskabet af et parti er jo den ultimative mulighed for at lave om på alt det, man synes, bør være anderledes. Og for at gøre gode idéer til virkelighed.

Starten var ikke sjov.

Men midt i mørket var der også stråler af lys. Fra mennesker derude. Fra mine egne. Og fra gode kollegaer. Fru Pernille Skipper. Der spontant trådte væk fra kameraerne for at give mig et kram, fordi hun så, at jeg trængte til det. Hr. Søren Pape, der under en lang aftens forhandlinger i Statsministeriet, opmuntrede mig med historier fra sin første, hårde tid som leder.

Jeg er taknemmelig for gode kollegaer som jer.

Men både I og jeg ved, at politik er hårdt. Til tider næsten umenneskeligt.

For os, som udøver det. Og for alle jer, der er tæt på.

Det siger jeg ikke for at klynke. Vi politikere er privilegerede på flere områder. Nogle mener for mange. Jeg siger det fordi, jeg mener, vi har et problem. Og fordi flere og flere efterhånden siger det samme:

Der er noget galt på Christiansborg!

Alene siden valget i 2019 har 10 af dette tings politikere været sygemeldt pga. arbejde. Stress er et samfundsproblem, som også rammer Christiansborg. Jeg bliver bekymret, når jeg ser dygtige hr. Alex Vanopslagh tage både sit partis overlevelse og en stresssygdom på skuldrene. Og initiativrige hr. Tommy Ahlers drukne i endeløse processer. Så tænker jeg: ”Vi har brug for folk som dig – men orker du at blive?”

Tempoet er højt. Forhandlingerne mange. Møderne uendelige. Men hvor meget kan vi efter et år i folkestyrets tjeneste egentlig sige, vi har opnået? På hvilke områder er Danmark blevet et markant bedre sted at leve det seneste år pga. politik, vi har bedrevet? For få.

Og det er måske det mest frustrerende ved året, der er gået:

Vi har sammen vist, at vi kan redde et land. Danmark er kommet bedre gennem coronakrisen end de fleste andre lande i verden.

MEN, da hverdagen vendte tilbage, hvad tog vi så fat på?

- At hvert sjette barn går ud af skolen uden at kunne læse, skrive og regne?
- At vi aldrig har været rigere, men at vores børn måske aldrig har haft det dårligere?
- At vores økonomi mangler mennesker og klimaet savner handling?

Nej.

Vi diskuterede en dansk flygtningelejr. I Rwanda. Som ikke findes. Og et tomt lovforslag som hverken blev foreslået eller modtaget med blik for virkeligheden, men snarere den udlændingepolitiske profil. Kun Fru Pia Kjærsgaard turde at kalde bluffet.

Er det sådan politik skal fungere? Er det sådan vores demokrati skal være? Er det sådan vi giver dygtige og nytænkende mennesker lyst til at være med?

--- oOo ---

Lad os sige det, som det er: Politik er på nogle stræk gået i stykker.

Det handler ikke kun om et hårdt arbejdsmiljø. Eller at symbolpolitik for længe har fortrængt rigtige løsninger på virkelige problemer.

Problemet er større end det.

Politikere skifter parti. Nye partier dukker op, og gamle kommer tilbage. Men uden det giver os flere fælles svar på de store udfordringer. Og jeg falder selv i. Det er svært at komme op af rillen. Spørgsmål skal besvares. Møder skal holdes. De sociale medier skal passes.

Alt for ofte dyrkes de falske modsætninger kynisk. Påtvungne valg mellem land eller by. Retsstat eller folkesundhed. Dansker eller muslim. Meningsløse vildfarelser, når al sund fornuft siger, at både-og er svaret. Ikke enten-eller.

For det løser ingen verdens ting.

Der er lyspunkter. Ydelseskommissionens arbejde giver håb. Og ind imellem kommer dansk politik så gevaldigt på kollisionskurs med virkeligheden, at virkeligheden vinder. Fjorten danske børn i syriske fangelejre kommer hjem med de mødre, der er danske statsborgere. De er Danmarks ansvar. Vi ved det jo godt.

Men generelt skaber politik ikke længere de radikale forandringer, der sætter mennesker fri til at leve radikalt bedre liv.

Hvad betyder det for Danmark?

I bedste fald står vi stille. I værste fald er vi på vildspor.

Det vil jeg gerne være med til at lave om. Det tror jeg, vi er mange, der gerne vil.

--- oOo ---

Og selvfølgelig kan vi lave det om. Hvis vi gør det sammen.

Tænk hvis politik blev brugt til at hjælpe alle de børn, der mistrives og ikke lærer det basale i skolen. Sikke en forskel politik kunne gøre. For de børn det handler om. Og for det samfund, der bruger milliarder på at rette op, når alt for mange kommer skævt fra start. Trods gode intentioner var skolereformen i 2013 en fejl. I al fald i måden den blev udført. Vi er ikke lykkedes. Det skal vi lære af. Kollektivt. Skolen er vores største velfærdsprojekt i 2020’erne.

Tænk hvis politik gav mulighed for, at flygtninge, vi har brugt penge på at uddanne, faktisk kunne bidrage til fællesskabet bagefter. Som Sedra der læser til læge og gerne vil genopbygge Syrien. Når ham hun flygtede fra – krigsforbryderen Assad – vel og mærke er væk.

Og tænk hvis politik i langt højere grad blev lavet sammen med de mennesker, det handler om. Fremfor henover hovedet på dem. Jeg tror, at åbne borgersamlinger har meget mere fremtid foran sig end lukkede og egenrådige et-parti regeringer. Det er ikke flippet. Det er fremtiden. Men det kræver selvfølgelig at vi prioriterer at lytte – og kommer til møderne (også i mit eget parti)!

Tænk hvis vi brugte politik til at skabe begejstring for klimahandling alle steder i vores samfund. Og gjorde vores forbrug grønt sammen med landbrug og erhvervsliv. Så kunne vi fjerne den angst børn og unge oplever ved fremtiden. Fordi de ikke tror på, at der bliver handlet i tide på klimakrisen. Sikke en forskel vi kunne gøre. For kloden og kommende generationers muligheder for at leve meningsfulde liv.

--- oOo ---

Tænk hvis politik gav mening i stedet for at fjerne den. Tænk hvis politik samlede i stedet for at splitte. Og tænk hvis vi turde tænke grundlæggende nyt om, hvad politik kan og skal være?

I stedet for at holde mennesker fast.

Kunne vi sætte mennesker fri.

Det er for mig målet med politik.

Det ville jeg så gerne, at vi kunne samles om.

Sofie Carsten Nielsens tale ved Folketingets afslutningsdebat, onsdag den 2. juni 2021.