Svend Thorhauges Landsmødetale

Gode radikale

Meget er sket siden sidst. Og meget synes forandret. Ikke mindst i dag, hvor en virus gør, at landsmødet er blevet digitalt. Men en krise rummer altid mulighed for at lære nyt. Og vi har allerede lært meget.

Vi har lært, at vi kan, når vi skal.

Det har vi både hørt og sagt før. Nu har vi set det. Globalt og lokalt. I Europa og i Danmark. Hos andre og hos os selv. Vi har handlet, som vi ikke troede muligt for et år siden. Fordi der var politisk og folkelig vilje.

Det er godt at vide. Det skal vi gøre til grøn omstilling.

Vi har lært, at vi kan i Radikale Venstre, hvis vi vil.

Når vi sætter os selv på spil. Hvis vi står fast på det, vi er sat i verden for, så kan vi rykke verden. Ikke uden skrammer, men heller ikke uden resultat.

Det er godt at vide. Det vil vi gøre til grøn omstilling.

Vi har lært, at mennesker kan ændre adfærd. Og kan gøre det hurtigt. Når det er akut. Hvem havde troet, at den fælles stemme i den grad kunne blive til en fælles handlen? Forankret i det enkelte menneskes frie vilje. På omtanken for andre. Og på omtanken for sig selv.

Også det er godt at vide. Det kan blive den grønne omstillings stærkeste drivkraft.

Det bør også nu stå klart for enhver, at vi i Danmark er intimt forbundet med vores omverden. Uanset om det handler om pandemier, klima, flygtninge, sikkerhed eller kampen for vores demokratiske principper. Vi kan ikke alene. Vi er ikke alene.

Globalt udsyn handler om globalt medansvar – men det handler også om vores tryghed i Danmark og i Europa. Modstræbende modtager Danmark nu et par hundrede kvoteflygtninge og der er føjet enkelte ekstra millioner til den internationale klimabistand. Men endnu ingen børn fra Moria. Der er lang vej til at genvinde Danmarks globale rolle og status.

Her har vi virkelig en fælles radikal sag for de kommende år. Både i Danmark og i Europa.

Og så har vi alle sammen oplevet frihedens skrøbelighed. Pludselig kunne vi ikke gå, hvor benene ville hen, eller kramme livet af hjertets lyst. Vi blev bange for at smitte vores kære og i den første tid blev afstanden i butikkerne ikke bare fysisk, men social. Mange undgik hinandens blikke, som kunne virus smitte med øjenkontant. Vi mistede i fællesskab friheden. Og vi mistede friheden i fællesskabet.

Men det folkelige modsvar var at mærke efter. Hvor er friheden væsentligst? Hvor er den meningsfuld? Vi skabte nye frihedsformer og nye fællesskabsstrategier. Det er ikke kun dumt for den menneskelige udfoldelse kortvarigt at mærke lænkerne. Det kan genføde os som frie og vise, hvor stærk en kraft vores frihed er.

Men øvelsen forpligter. Og Radikale Venstre er garanten for, at det aldrig må være andet end kortvarigt. Enhver disciplinering af borgerne skal altid følges af en stærkere disciplinering af staten. Der må aldrig, aldrig gives køb på borgernes indsigt i, hvad der forgår. Vi håndterer krisen i fællesskab, fordi vi med vores oplyste fornuft forstår formålet med vores handlinger og indretter os derefter. Det er altid langt mere holdbart end blind autoritetstro.

I hvert fald, når man som os ønsker et frit samfund, der kan hænge sammen og hvor alle har mulighed for at tage del.

For vi har desværre også lært, at det altid er de udsatte, der betaler, når kriser rammer. Mennesker udsat for partnervold måtte blive hjemme og udholde smerten. Psykisk sårbare måtte selv håndtere isolationen uden de støttende fællesskaber. De, der sad yderst på bænken, måtte stille sig til rådighed i arbejdsløshedskøen.

Vi har et kæmpe ansvar for, at de svage ikke blot skulle være stærke for en stund for så at blive glemt igen.

Der rundkastes i denne tid med milliarder. Men stort set intet er endt som ekstra støtte til kommunernes sociale arbejde. Eller i socialpsykiatrien. Indsatserne rettes mod de mange, så må de få klare sig selv. Det kan vi ikke være bekendt. Det skal vi simpelthen gøre bedre. Heldigvis viser kommuner med radikal indflydelse lige nu vejen.

Vi har desværre også lært, at selv i en krise, som er så alvorlig, at alle pludselig brugte højtsvungne ord som samfundssind – alligevel ikke rummede samfundssind nok til, at man lod den indre svinehund blive hjemme. Tværtimod kan vi igen høre, hvordan man fra højre til venstre lige bruger anledningen til at lufte hverdagsracismen. Mennesker, som udsættes for smitte gennem dårlige boligforhold, og fordi de arbejder som frontpersonale, bliver gjort til offentlige syndebukke for dårlig vilje og ringe adfærd.

Det svarer til at beklage, at folk lugter af det, man netop har hældt ud over dem.

I politik er der i dag – i dette spørgsmål – ikke længere nogen forskel mellem de gamle partier, som ellers burde løfte Danmark. Bortset fra os. Bortset fra Radikale Venstre.

Og jeg ved godt, der er nogle, der synes, vi er skingre. Men når tre teenagedrenge er henvist til at sidde bagerst i en Metro og skutte sig for omverdenens blikke – mens de hvisker om, at de ikke må tale for højt, for så bringer de skam over deres hudfarve – så er det ikke os, der er skingre. Og jeg tror ikke på, at de, der dagdrømmer om et glansbillede af Danmark, som jo aldrig har eksisteret, for alvor har folket bag sig. Tværtimod rummer både kulturhistorien og folkedybet langt mere frisind end man ofte får indtryk af.

Men vi har i dette en stor opgave foran os. Og den bliver ikke mindre af ikke at blive nævnt. Den kan omvendt heller ikke tales væk.

Vi må tværtimod sammen sikre, at alle har mulighed for at skabe sig et liv, hvor de kan vise for sig selv og for enhver, at ingen mennesker er mere lige end andre. At enhver har menneskets værdighed iboende.

Det enkelte menneskes mulighed for at sprænge den sociale ramme og sin egen andel i en overrepræsentation er det socialradikale svar.

Det enkelte menneskes mulighed for at sprænge den sociale ramme og sin egen andel i en underrepræsentation er også det socialradikale svar.

Den mulighed skal være vores svar. Den er vores ansvar. (Tak til Lone Dybkjær for meningsfuld inspiration).

Og vi har desværre også lært, at kulturen altid kommer sidst, selvom den burde komme først – også i en krisetid. Vi er lige nu vidner til en regulær katastrofe i kulturlivet. Folk søger væk, og det vil tage os mange år et genskabe det, vi har forspildt.

Forspildt, fordi kultur bliver opfattet som flødeskum. Som luksuspålæg. Eller endnu værre: som ren og skær oplevelsesøkonomi. Det er det måske også, men det er det slet ikke kun.

Vådt og tørt og tag over hovedet er menneskets behov som krop og dyr. Men som menneske må mennesket komme til sig selv og til den anden gennem kunsten og i kulturen.

For nok lider kulturen nu, men det er samfundet, der lider i det lange løb. Der er kun os som mennesker til at skabe gode samfund. Bæredygtige samfund med robuste fællesskaber, hvor mennesker kan finder steder, hvorfra deres holdninger får betydning og deres handlinger effekt.

Kunst og kultur er ikke bare underholdning, men kunsten og kulturen holder hånden under os som samfund. Og hvis vi ikke har kunsten og kulturen til at reflektere over, hvad det vil sige at være menneske – så får vi gjort os til ren teknik. Ren overlevelse. Og så forsvinder den mellemmenneskelige forståelse, som giver de grundlæggende principper fylde og tyngde.

Det kan vi først se, når vi mødes om det fælles mellemværende. I den musik, der kan få os begge til at græde. Det billede, der får os til at forfærdes. Det teaterstykke, der kan få os til at rase.

Når vi ser den andens umiddelbare, men genkendelige menneskelige reaktion. Fra barnsben af bliver vi til mennesker i dette forhold.

Kunsten, civilsamfundets og folkeoplysningens forpligtende fællesskaber, altså kulturen, og endelig skolen tilbyder os et sådant forhold. Derfor er disse tre så vigtige. Ikke mindst for Radikale Venstre.

Og foråret lærte os, hvad der sker, når ministre, KL og læringskonsulenter bliver tvunget til at slippe taget i skolen og have tillid til de faglige fællesskaber. Nødskolen var en fri skole, som fik skåret ind til benet af, hvad det vil sige at drive skole.

En skole, der lod lærerne og pædagogernes faglighed møde elevernes nysgerrighed gennem fagenes ordning af virkeligheden; så de unge mennesker fik koordinater til deres færden i verden. En skole, der viste poderne det under, at virkeligheden findes og er noget vi møder i fællesskab. At virkeligheden nok er noget, vi må underkaste os som et vilkår, men også noget vi undervejs må forandre.

En skole, hvor eleverne kunne mærke, at deres viden fik betydning, og deres indsats effekt.

Som samfund er det den største og vigtigste gave, vi kan give til et ungt menneske.

Men det rejser også et spørgsmål. For det vi så i foråret var på mange måder det, vi havde håbet at få med folkeskolereformen. Det kom bare først, da vi gav slip.

Der er store perspektiver for en meget grundlæggende samtale om skolen i vores parti. Måske dialogforum for uddannelsespolitik vil være vært sammen med vores ordførere og kommunalvalgte på området.

Hvordan kan vi på samme tid være en politisk stemme, som vil noget med skolen. Og som har et aktivt skolesyn, der gerne må trænge helt ud i skolebestyrelser, forældremøder og skolekredse – for ikke at sige medarbejdermøder og ledelsesmøder. I skoledebatten. Men en stemme som samtidig ved og viser, at der er grænser for politisk styring. Hvordan deltager vi aktivt i en aldrig afsluttet samtale om vores skole, men er samtidig garant for et skolemæssigt armslængdeprincip? Både på nationalt og kommunalt niveau. Det tror jeg, er et helt afgørende spørgsmål. For skolen som for os.

Jeg håber virkelig, som der også er lagt op til fra Marianne Jelved og Lotte Rod, at vi kan bruge forårets erfaringer til at skabe de rette rammer for danske skole, som står os så nær. Som folkelige friskoler og frie folkeskoler.

Jeg vil runde af med at se indad.

For fem år siden holdt jeg min første og nok også lidt for lange landsmødetale. Den kom vidt omkring. Jeg ville lige vise, jeg havde styr på det hele. Det havde jeg ikke. Det gælder stadig.

Men sammen har vi som parti fået hånd om rigtig meget.

Vi har gennemført fire valg med meget flotte resultater. Men nok så vigtigt: Vi har det første år i denne valgperiode været på forkant med de store drøftelser, forud for de store beslutninger. Både i hovedbestyrelsen og andre steder i partiets samtalerum. Så vi har kunnet være i samklang og samspil både, når vi er lykkedes og når det har været svært. Eksempelvis med udligningsreformen og sidste års finanslov.

Det har krævet en stor indsats fra os alle. Men det er det hele værd. For vi skal vise – ikke mindst os selv – at vi kan stå samlet, også når vi ikke er i opposition.

Men det er ikke nok at stå samlet. Vil man forandre verden, skal man selv være den forandring, man gerne vil se. Vi kan ikke kæmpe for lige muligheder for alle i samfundet, hvis der ikke er lige muligheder for alle i Radikale Venstre. Vi kan ikke kæmpe mod sexismen i samfundet, hvis vi ikke kæmper mod sexismen hos os selv. Og tag ikke fejl: Den findes. Også hos os.

De sidste ugers beretninger har fået forretningsudvalget til at tage initiativ til at få afdækket omfanget og karakteren af sexisme blandt medlemmer, tillidsvalgte, folkevalgte og ansatte.

Vi vil bruge undersøgelsen til at få afklaret, hvor der er behov for kulturændringer, og hvilke konkrete initiativer, der bør tages.

Den handler om enhvers ret til at komme med alt det, man er, men alene at blive taget for det, man selv ønsker at bidrage med.

For Radikale Venstre er det ikke nok, at det er sådan, det er for de mange eller for de fleste. Vi skal sikre, at det er sådan det er for alle. Uanset køn, etnicitet, seksualitet eller tro. Sexisme, diskrimination og forskelsbehandling har ikke plads hos os.

Derfor har vi også i forsommeren lavet et forslag til en mangfoldigheds- og ligestillingspolitik, som vil blive fremlagt for hovedbestyrelsen om to uger.

Fordi det enkelte menneskes mulighed for at sprænge den sociale ramme og sin egen andel i en skæv repræsentation er det socialradikale svar.

Og hvis vi vil forandre verden, skal vi også kunne forandre os selv.

Kan vi det, kan vi alt.

Så kan vi med sindsro og kampgejst kalde os et parti, hvor der er plads til forskellighed og stridighed. Men hvor tilliden til det enkelte menneske og til menneskehedens uendeligt store muligheder er den stærke fællesnævner.

For den tillid deler vi med store dele af Danmarks befolkning. Og vi skal vise dem, at vi er der for dem. At vi sammen med dem kan skabe en grøn fremtid, hvor frie mennesker er forankret i stærke fællesskaber. Stærke fællesskaber, hvor holdninger får betydning og handlinger effekt. Fordi det er meningsfuldt.

Med alt det, vi har skabt sammen de sidste fem år, hvad kan vi så ikke nå, hvis vi sikrer os, at vi har alle med og passer godt på hinanden imens?

For vi er slet ikke færdige. Vi er kun lige begyndt og først nu ved at kende vores styrke.

Det er nu, vi ikke må vakle.

Det er nu, vi rigtig begynder at gøre forskel.

Tak for ordet.