EN SKOLE FOR BØRN MED MOD PÅ LIVET

I Danmark lærer vi vores børn at tænke selv og sige deres mening højt. I en skole som er åben for alle uanset, hvem du er, og hvor du kommer fra. Det er vi stolte af, og det vil vi værne om.

Derfor lytter vi når skoleledere, lærere og forældre fortæller os, at detailstyringen og ensretningen fra Christiansborg har taget overhånd.

Vi ønsker en fri skole, fordi den gode skole skabes lokalt.

Vi er også klar til at tage fat, når vi oplever, at grundlaget for den skole, vi ønsker, smuldrer. Test, trit og retning er gået for vidt. Senest når nogle børn skal mødes af stopprøver i børnehaveklassen – det er skadeligt for børnene.

Børn skal have lov at være børn.

Vi ønsker ikke en skole, der uddanner på samlebånd og putter vores børn ned i de samme små kasser. Nej. Vores skole giver børnene tillid til deres egne muligheder. Tager afsæt i og dyrker deres forskellighed. Meningen er at danne eleverne til demokratiske borgere i fællesskab.

Vi har også langt højere ambitioner for vores lærere. Læreruddannelsen er en af de vigtigste, der findes. Derfor skal den også være en af de mest attraktive.

VI VIL SKABE EN SKOLE, DER ER ÅBEN MOD VERDEN OG HAR PLADS TIL FORSKELLIGHED

Vi vil tilføre 1 mia. kr. ekstra til folkeskolen som et varigt ressourceløft. Midlerne skal gå ubeskåret til folkeskolen og uden bindinger, så midlerne kan bruges der, hvor de gør mest gavn. I erkendelse af, at ressourcerne i dag er for få.

Vi vil have, at børnene har en varieret skoledag og fastholde skolerne på deres forpligtelse til at gøre skolen åben, så eleverne er ude af skolen som en del af hverdagen, gerne en hel dag om ugen.

Vi vil give skolerne frihed til på deres egen måde at indfri ambitionerne om den åbne skole. De timemæssige bindinger på den understøttende undervisning skal væk, men ressourcerne skal fastholdes.

VI VIL EN SKOLE, SOM TAGER AFSÆT I BØRNENE OG IKKE OMVENDT

Vi vil afskaffe de nationale test og droppe planerne om stopprøver i børnehaveklassen på skoler med en bestemt elevsammensætning. Undervisningen kan kun tage afsæt i børnene, hvis test og prøver ikke trækkes ned over skolerne fra oven.

Vi vil give forældrene ret til selv at beslutte, om deres barn skal have udskudt skolestart, så børn ikke presses til at være klar, før de er, fordi det er billigere på bundlinjen.

VI VIL EN SKOLE, DER UDVIKLER SIG OG DAGLIGT SKABES AF LÆRERNE

Vi vil gøre læreruddannelsen til landets mest populære uddannelse. Vi vil løfte uddannelsen til kandidatniveau og gøre den femårig og stadig tæt koblet til praksis.

Vi vil skabe fremtidens skole sammen med de lærere og ledere, der er i skolen i dag. Vi vil etablere en fremtidsfond med 1 mia. kr. over 10 år til, at skoler, ledere og lærere kan udvikle nye undervisningsformer og måder at bedrive skole på.

 

FREMAD er et radikalt bud på en ny retning. Det handler om vores visioner, værdier og konkrete forslag til, hvordan vi sammen skaber et grønnere, friere og stærkere Danmark.

Læs mere her

Du kan også hente hele FREMAD som PDF her