ET DANMARK I UDVIKLING

Vi kender alle øllen fra Carlsberg, pumperne fra Grundfos, medicinen fra Novo og vindmøllerne fra Vestas. Alle som en er de undfanget i visionære danske hoveder, forædlet af dygtige danske hænder og mangfoldiggjort globalt med stor succes. Nu er tiden kommet til at udvikle næste generation af globale, danske vindervirksomheder.

Det kræver, at vi har uddannelser af høj kvalitet, som er tilgængelige for alle, og som giver mennesker muligheder. Det kræver, at vi gør mere for dem, der skaber ny værdi for Danmark: Vores iværksættere. Og det kræver, at vi er mennesker nok på arbejdsmarkedet til at bringe Danmark fremad.

Engang bøvlede vi med handelsbalance, statsgæld og uoverstigelige offentlige underskud. Nu er problemet et andet: Vi er ikke nok til at løfte opgaverne. Før frygtede vi den stigende arbejdsløshed ville koste os jobbet. Nu frygter mange, at arbejdet vokser os over hovedet.

Det kan vi som samfund ikke holde til. Derfor skal vi skaffe de mennesker, Danmark har brug for. Så der er læger, SOSU’er og pædagoger nok til at skabe den velfærd, vi har brug for. Og så vores virksomheder kan fortsætte med at præge verden og sørge for, at flere får del i den økonomiske fremgang.

Virksomhederne har for længst set mulighederne i FN’s verdensmål, som en gigantisk mulighed for at leve godt af at gøre godt, når hele verdens udviklingsplan skal gøres til virkelighed. Det arbejde skal have hele samfundet bag sig.

VI VIL SØRGE FOR, AT DER ER MENNESKER TIL AT TAGE FAT OG FINANSIERING TIL DET, VI VIL

Vi vil tage ansvar for, at der føres en sund, økonomisk politik i Danmark, som giver råd til både velfærd og investeringer i uddannelse og grøn omstilling. Uden at regningen efterlades i hverken børneværelset eller klasseværelset. Med vores 2030-plan viser vi, at vi har økonomien til at gøre det, vi foreslår. Det er et spørgsmål om vilje.

Vi vil give bedre mulighed for, at mennesker fra udlandet kan udfylde de huller på arbejdsmarkedet både i den private og den offentlige sektor, som vi ikke selv kan fylde. Vi vil nedsætte beløbsgrænsen, som bestemmer hvilke faggrupper, det er muligt at hente. Vi vil gøre det let for virksomheder, der er godkendt og har ordnede forhold at ansætte udenlandsk arbejdskraft.

Vi vil belønne arbejde mere. Vi vil gennemføre en stor omlægning af vores skattepolitik, der flytter mindst 10 mia. kr. fra arbejds- og erhvervsskatter over på primært grønne og sundhedsfremmende afgifter.

Vi vil ændre vores tilbagetrækningssystem, så det afspejler, at vi lever længere og længere, men er forskellige. De, der er nedslidte skal have en tidligere og værdig afgang fra arbejdsmarkedet. De, der kan, skal blive nogle måneder længere blandt kollegerne på jobbet, så vi kan investere mere i deres børn og børnebørns fremtid.

VI VIL INVESTERE I DEM, DER SKAL SKABE FREMTIDENS DANMARK

Vi vil afsætte 1 mia. kr. ekstra hvert år – en fremtidsmilliard – til at investere massivt i uddannelse, så hver generation bliver bedre uddannet og får flere muligheder.

Vi vil give bedre vilkår og afsætte flere midler til forskning, særligt den frie forskning, som danner grundlag for fremtidens landvindinger, der skaber en bedre verden.

Vi vil give små og mellemstore virksomheder bedre mulighed for at investere i forskning og udvikling, fx ved at forhøje forskningsfradraget, så beskatningen af forskningsaktiviteter lempes.

VI VIL HJÆLPE GODE IDEER PÅ VEJ OG UNDERSTØTTE INNOVATION

Vi vil styrke iværksætterkulturen i Danmark, så flere bliver i stand til at starte egen virksomhed. Vi vil fremme, at børn i skolen stifter bekendtskab med iværksætteri, og vi vil bl.a. oprette en pulje til mikrolegater til studerende, som har en god forretningsidé.

Vi vil understøtte de stærke og kreative iværksættermiljøer, vi allerede har. Vi vil afsætte midler til, at de kan udvikle sig og få flere med, bl.a. gennem mentorprogrammer for nye iværksættere.

Vi vil gøre det muligt for anpartsselskaber at skaffe sig finansiering gennem aktiebaseret crowdfunding, så iværksættere med mindre startkapital end 500.000 kr. også kan anvende offentlig crowdfunding.

Vi vil tiltrække talent udefra. Vi vil lade internationale iværksættere med egen startkapital på minimum 500.000 kr. få adgang til at starte virksomhed i Danmark. I første omgang for en periode på to år.

Vi vil gøre Danmark til verdens grønne startup-nation. Vi vil gøre Danmark til et grønt testlaboratorium og udbyde problemer, hvor vi er klar til at investere offentlige kroner i nye løsninger, og hvor vi kan tilbyde støtte fra myndigheder, virksomheder og universiteter.

Vi vil skabe en ny grøn underskov af dygtige og innovative små fødevareproducenter. Derfor vil vi forbedre vilkårene for at sætte gang i småproduktion, bl.a. ved at tilrette regler, så de i højere grad tilgodeser de små producenter og ved at yde støtte, som gør det muligt for fødevareiværksættere at gøre den gode idé til virkelighed.

 

FREMAD er et radikalt bud på en ny retning. Det handler om vores visioner, værdier og konkrete forslag til, hvordan vi sammen skaber et grønnere, friere og stærkere Danmark.

Læs mere her

Du kan også hente hele FREMAD som PDF her