MOD TIL REEL INTEGRATION

Årtiers ophedet udlændingedebat har skabt stor bekymring for, om vores integrationsproblemer kan løses.

På Christiansborg forsøger stadigt flere at slippe afsted med at give flygtninge og indvandrere skylden frem for selv at gøre noget ved problemerne.

De strør om sig med symbolpolitik og fejrer menneskers ulykke med kage. Nogle kræver sågar et fuldt stop for integrationen i Danmark. Hvad skal det nytte at stoppe for integrationen?

Skal vi være ens, eller skal vi tro på, at vi kan leve sammen, selv om vi er forskellige? Der er problemer. Og de kan løses.

Spørgsmålet er: Vil vi?

VI VIL REEL INTEGRATION

Vi vil pålægge kommunerne at sikre en sammensætning af børn i daginstitutioner og skoler, så de afspejler befolkningen. Når daginstitutioner eller skoler har mere end 30 pct. tosprogede børn, accelererer udfordringerne.

Vi vil blande gymnasier ved at give regionerne mulighed for og pligt til at sørge for, at der kommer en mere blandet sammensætning af elever på gymnasierne.

Vi vil droppe tiltag, som giver borgere i udsatte boligområder ringere rettigheder end andre. I stedet vil vi udvikle de udsatte boligområder med andre boligformer end lejeboliger, så områderne bliver mere blandede.

VI VIL HJÆLPE UNGE MED ANDEN ETNISK BAGGRUND TIL AT FØLE SIG FRIE OG LIGEVÆRDIGE

Vi vil give statsborgerskab i 18 års fødselsdagsgave til de unge, som er født og opvokset i Danmark, som har afsluttet folkeskolens afgangsprøve, og som ikke har begået kriminalitet. Når man er dansk, skal man også anerkendes som dansk.

Vi vil støtte civilsamfundsorganisationer, som fremmer frihed og integration nedefra, fx Bydelsmødre, ved at sikre midler til deres arbejde.

VI VIL HAVE STYR PÅ KRIMINALITETEN OG SKABE TRYGHED

Vi vil styrke den koordinerede indsats på tværs af skattevæsnet, politiet og kommunerne for at slå ned på bandemedlemmernes lyssky forretninger. Bandemedlemmer, som er kontanthjælpsmodtagere, skal fuldtidsaktiveres.

Vi vil oprette 10 nye enheder under politiet med tilsammen 50 nye kriminalitetsforebyggere, som har tæt kendskab til de udsatte boligområder og kan forebygge, at unge ender i kriminalitet.

Vi vil give mulighed for strafnedsættelse til bandemedlemmer, som stopper al kontakt til banden og flytter væk fra deres tidligere liv. Strafnedsættelsen bortfalder og straffen iværksættes straks, hvis den dømte alligevel tager kontakt eller på ny begår kriminalitet.

Vi vil stække banderne og stoppe rekrutteringen til dem – både blandt unge med dansk og anden etnisk baggrund. Vi vil afkriminalisere hash og tillade salg i statskontrollerede butikker. Bandekriminaliteten skaber utryghed og spænder ben for, at udsatte boligområder kan tiltrække nye beboere.

VI VIL HAVE FLERE MED ANDEN ETNISK BAGGRUND I ARBEJDE

Vi vil gøre op med, at mennesker med anden etnisk baggrund i årevis overlades til en passiv tilværelse på kontanthjælp. Alle skal ud ad døren hver dag for at bevare retten til kontanthjælp og have hjælp til at komme ind på arbejdsmarkedet.

Vi vil starte med det, som især spænder ben: Kontanthjælpsmodtagere, som ikke har folkeskolens afgangsprøve, skal ikke gå derhjemme, men i gang med at få den.

 

FREMAD er et radikalt bud på en ny retning. Det handler om vores visioner, værdier og konkrete forslag til, hvordan vi sammen skaber et grønnere, friere og stærkere Danmark.

Læs mere her

Du kan også hente hele FREMAD som PDF her