Skal kommende generationer have samme muligheder, som vi har haft?

Skal kommende generationer have samme muligheder, som vi har haft?

Det vil de fleste nok mene. Ligesom de fleste kan skrive under på, at vi bør gøre mere for, at klimaforandringerne ikke skader vores børns fremtid. Derfor burde vi nemt kunne blive enige om det helt enkle:

  • Klimaforandringer og miljøforurening skal bremses
  • Danmark skal gå forrest for at få det til at ske
  • Vi skal gøre biler og landbrug grønt, beskytte have og drikkevand og skabe bedre og mere sam-menhængende natur i Danmark.

Men sådan er virkeligheden ikke. Slet ikke.

Polerne smelter. Verdenshavene fyldes af plastik. Og vores drikkevand bliver forurenet af pesticider. Imens gør Christiansborg det billigere at købe sorte biler, og sætter salget af grønne i stå. Laver landbrugspakker, der giver lov til at forurene mere, men adresserer ikke landbrugets klimaudfordringer. Og ser sløvt til, når resten af verden tager nye fælles skridt mod en grønnere klode.

For sådan går det, når Dansk Folkeparti får lov at bestemme.

Det er derfor, Danmark har brug for en ny retning. Nu!

Tænk hvis vi turde erstatte vissengrønne ambitioner og sort snak med nye ambitiøse skridt i den grønne omstilling. Tænk, hvis Danmark sagde farvel til kul og olie. Igen gik forrest i den grønne omstilling, vi alle er så stolte af, at Danmark tidligere har drevet fremad. Og fandt rigtige løsninger på de virkelige problemer, vores klima og miljø står overfor.

Så vi leder verden, når biler og landbrug skal gøres grønt. Ligesom vi før har gjort med energien. Stopper salget af benzin- og dieselbiler og erstatter dem med elbiler. Omlægger 1/3 af den danske landbrugsjord til natur, skov og græsning. Skaber bedre og mere sammenhængende natur med flere naturparker. Bruger plastik igen og igen, så det ikke havner i havet eller naturen. Beskytter vores drikkevand, så Danmark aldrig bliver et land, hvor vi er tvunget til at drikke vand af flaske. Og søger samarbejdet i Europa, for i fællesskab at gøre verden grønnere.

Hvad kunne det ikke blive til?

Tør vi, kan vi gøre Danmark grønnere. Men det kræver et opgør med statsministerkandidater, der lader sig dikterer af Dansk Folkeparti, som hellere vil lade klimaet være op til de højere magter end tage ansvar selv.

Vi radikale vil en ny retning for vores land.

Mod et grønnere Danmark.

Fremad!