Skal vi leve sammen eller hver for sig?

Skal vi leve sammen eller hver for sig?

Fra Bornholm til Blåvand burde vi kunne samles om, at Danmark er et fantastisk land, hvor vi har stor tillid til hinanden og stærke værdier, der binder os sammen. Derfor burde det heller ikke være svært at blive enige om det helt basale:

  • Antallet af mennesker, der kommer hertil betyder noget.
  • Flygtninge og indvandrere skal hurtigst muligt integreres i vores fællesskab.
  • Der er mange måder at være dansk. Fælles er dog, at ligestilling mellem kønnene, retten til at tænke og tale frit og at leve vores liv som vi vil indenfor lovens rammer, dét går vi aldrig på kompromis med.

Sådan er virkeligheden desværre bare ikke. Slet ikke.

Christiansborg holder naivt fast i, at dansk symbolpolitik i form af en smykkelov, asylnødbremse og grænsebom ved Kruså kan regulere antallet af flygtninge i verden og antallet af mennesker, der havner foran vores dør. Christiansborg laver paradigmeskift, så flygtninge ikke længere skal integreres, men isoleres i venteposition til at blive sendt hjem, hvor de må sidde i årevis uden at være til gavn for sig selv eller Danmark. Og Christiansborg vil bestemme hvilket tøj, vi må gå i, hvem vi må gifte os med, og hvordan vi skal hilse på hinanden.

For sådan går det, når Dansk Folkeparti får lov at bestemme.

Det er derfor, Danmark har brug for en ny retning. Nu!

Tænk, hvis vi holdt op med at give udlændinge skylden for alle vores problemer og selv tog fat. Lagde symbol-politikken på hylden og fandt rigtige løsninger på virkelighedens integrationsproblemer. Fandt ro i, at vores værdier ikke er truet. Og bød udlændinge, der deler dem, velkommen hertil.

Så kunne vi droppe burkaforbud, håndtrykslovgivning og regler som betyder, at danskere ikke må bo i Dan-mark med deres udenlandske ægtefælle og deres børn.

Så kunne vi aflyse integrationsstoppet. Gøre op med skoler, der kun har tosprogede elever og skabe blandede skoler, hvor vores børn mødes på tværs af skel. Forhindre den næste bandekrig fremfor blot at rydde op efter den forrige. Vise de mange unge anden og tredje generationsindvandrere, der opfører sig ordentligt, at de i vores øjne er danske. Og opskole deres forældre, så de kan komme i arbejde.

Og så kunne vi erstatte national enegang med et samarbejde i Europa, der reelt genvinder kontrollen over vores egen grænse. Sammen kan vi skabe en stærk ydre grænse, fælles modtagelse og fordeling af flygtninge og langsigtet udvikling af Afrika, så færre må flygte for at leve.

Hvad kunne det ikke blive til?

Tør vi, kan vi gøre Danmark stærkere. Men det kræver et opgør med statsministerkandidater, der lader Dansk Folkepartis symbolpolitik grave grøfterne mellem os dybere og dybere – og skabe kaos.

Vi radikale vil en ny retning for vores land.

Mod et stærkere Danmark.

Fremad!