FREMTIDENS EUROPA

Status quo er ikke en mulighed. Europa skal forandres. Spørgsmålet er: tør vi kræve mere af hinanden i Europa eller tør vi ikke? Skal vi om 10 år se tilbage på en periode, hvor der for alvor blev taget ansvar for det forpligtende, europæiske samarbejde og for at løse de stadigt større fælles udfordringer med flygtninge, klima, sikkerhed? Eller ønsker vi at se tilbage på et decimeret EU, hvor nationalstaterne har sagt ja til frihandel og det indre marked og nej til alt andet? I Radikale Venstre er vi ikke i tvivl om svaret på det spørgsmål: at tage ansvar ligger i vores DNA, så selvfølgelig skal vi turde kræve mere – både af os selv, af de andre EU-lande og af fremtidens fællesskab.

Hvad betyder så det? At vi i fællesskab får skabt ro om Europas ydre grænser. At vi løfter et fælles ansvar for de mennesker, der søger ly fra krig og ødelæggelse i Europa. At vi enes om at håndhæve de demokratiske værdier, der ligger til grund for vores fællesskab. At Europa får en langt mere klar og markant stemme i verden, fordi verden bliver et bedre sted, når Europa sidder med ved bordet og sikrer klare regler og fair konkurrence.

For at nå dertil er vi nødt til at begynde med os selv. For EU er os, og bringer vi, borgere i medlemsstaterne, intet med til Bruxelles, så er der intet EU. Vi skal starte med at transformere vores forpligtende samarbejde, så det passer til den tid, vi lever i. Vi skal lytte til den store utilfredshed, der er med EU. Fællesskabet har ingen berettigelse, hvis ikke EU kan levere løsninger til de problemer og udfordringer, som optager Europas 500 mio. indbyggere.

Tilliden skal tilbage. Det skal være slut med rejsecirkusset mellem Bruxelles og Strasbourg. Slut med skrækhistorier om svindel og humbug med skatteborgernes penge. Det skal have en klar konsekvens, når medlemslande vender fællesskabet ryggen og træder egne borgeres fundamentale, demokratiske værdier og rettigheder under fode.

Når de næste store skridt i EU's historie skal tages, skal vi turde behandle EU som det, det er: en politisk kampplads, hvor borgere, partier og regeringer krydser klinger. Hvor vi har modet til at drømme og gribe ud efter det europæiske samarbejde, vi sammen kan skabe. Opgivelsens og afmagtens politik skal være forbi. Grænsebomme og formålsløs symbolpolitik, skal erstattes af optimisme, visioner og reelle løsninger på Europas udfordringer.

Som borgere og beslutningstagere lever vi i en tid, hvor EU aldrig har haft større brug for os, og hvor vi aldrig har haft større brug for EU. Det forpligter. Europa står ved en skillevej: Tør vi kræve mere af hinanden eller tør vi ikke?

Det tør vi i Radikale Venstre. På de kommende sider beskriver vi det EU, vi drømmer om:

Et EU, der går forrest når det handler om klimaudfordringer, grænseoverskridende kriminalitet og ligestilling med kønnene. Et EU, hvor der ikke findes fattige børn, og hvor unge ikke skal efterlades i arbejdsløshed. Et EU, der bruger færre penge på landbrugsstøtte og flere på uddannelse og forskning. Og sidst men ikke mindst et EU, der tager sit ansvar alvorligt – både overfor sig selv og overfor omverdenen.

DE YDRE GRÆNSER

I fremtidens Europa skal vi have styr på vores ydre grænser. Og vi skal gøre alt, hvad der står i vores magt for at sikre, at vi ikke fortsat skal opleve døde flygtningebørn på Europas kyster.

Vi skal gentænke hele Europas flygtningepolitik, så det bliver muligt for flygtninge at søge tilflugt og inden de går ombord på faldefærdige joller og pramme ved Libyens kyst. At skabe et reelt alternativ til den nuværende situation, hvor ture over middelhavet for mange er eneste mulighed for tilflugt, er hverken ukompliceret og gratis. Det er heller ikke fremtiden.

De midlertidige løsningers tid er passeret. Europa skal finde langsigtede svar på flygtningesituationen. Derfor foreslår Radikale Venstre, at der oprettes modtagecentre langs de ruter, som flygtningene i dag benytter på deres vej mod Europa. Centrene skal drives af de lokale regeringer, men finansieres fuldt ud af EU's medlemslande, der til gengæld får sikkerhed for, at de pågældende lande påtager sig ansvaret for at samle og behandle alle ankomne flygtninge i fuld overensstemmelse med FN’s menneskerettigheds- og flygtningekonventioner.

På den måde sikrer vi, at asylansøgere langt hurtigere kan få behandlet deres sag, uden at de behøver krydse middelhavet eller have lange ophold i lejre inden deres sag afgøres.

Med den løsning stopper vi ikke fuldstændigt flygtninges adgang til Europa. Det er heller ikke hensigten. For Europa skal påtage sig sit humanitære ansvar, når verden brænder på. Radikale Venstre vil ikke gøre hverken Danmark eller Europa til lukket land for flygtninge. De mennesker som har behov for midlertidig beskyttelse, vil naturligvis kunne få det på modtagecentrene. De mennesker der er berettiget til asyl, vil efterfølgende skulle fordeles mellem EU's medlemslande efter samme fordelingsnøgle, som medlemsstaterne i dag betaler deres bidrag efter.

Flygtningeproblematikken kræver samtidig langsigtede og massive investeringer i de lande, som folk i dag flygter fra. Derfor er det afgørende, at investeringer i modtagecentrene ikke sker på bekostning af ulandsbistanden og andre initiativer. Der skal tilføres nye midler, så de tusindvis af mennesker, der i dag søger mod Europa, kan få adgang til uddannelse og et bedre liv der, hvor de kommer fra.

Hvis vi ikke sætter massivt ind med økonomisk udvikling, frihandelsaftaler og investeringer i lokalbefolkningens uddannelse og sundhed viser undersøgelser, at det vil tage knap tre århundreder før nogle lande i Afrika og Mellemøsten vil nå et velstandsniveau, der er sammenligneligt med det europæiske. I al den tid vil mennesker leve under så dårlige forhold, at de er villige til at forlade alt de har i håbet om et bedre liv. Det hverken kan eller vil vi acceptere.

Derfor foreslår Radikale Venstre et ambitiøst investeringsprogram, der bygger på fornyet og tættere samarbejde mellem Europa og de lande, som folk i dag flygter fra.

Fx skal der oprettes universiteter og uddannelsesinstitutioner i Afrika, som finansieres af EU-midler og drives af europæiske universiteter, så unge i den tredje verden kan få adgang til den lærdom og viden, der kan føre deres lande fremad.

Derudover skal der på velfærdsområdet være langt større samarbejde mellem europæiske og afrikanske myndigheder, så afrikanske sygehuse, plejehjem og børnehaver kan nyde godt af de moderne løsninger og den avancerede velfærdsteknologi, som folk fra hele verden tager til Danmark for at lade sig inspirere af.

Endelig skal øget samarbejde sikre, at Afrika kan udvikle sig i en langt mere bæredygtig og klimavenlig retning, så den stigende udfordring med klimaflygtninge afbødes.

På den måde kan vi bruge Europas styrkepositioner til at modvirke migrationspresset ved de ydre grænser, og sikre hundredtusindvis af mennesker i verdens fattigste lande et bedre liv, så Europa om 10, 20 og 30 år ikke er eneste mulighed for en lys fremtid for de mange, der i dag risikerer livet for at komme hertil.

Konkret foreslår Radikale Venstre:

  1. At der oprettes EU-finansierede modtagelsescentre i de lande, flygtningene i dag rejser igennem på deres vej mod Europa.
  2. At man som flygtning som udgangspunkt vil opnå beskyttelse i de lande, hvor modtagelsescentrene ligger. EU vil derefter modtage en andel af flygtningene, som fordeles mellem medlemslandene i henhold til deres økonomiske formåen.
  3. At der indgås bindende aftaler med modtagerlandenes centralregeringer for at undgå de nuværende aftaler med fx militære grupperinger. På den måde skal det sikres, at FNs konventioner om flygtninge og menneskerettigheder overholdes.
  4. At EU kompenserer modtagerlandene økonomisk for deres drift af centrene og for den del af flygtninge, der gives asyl i landet.
  5. At der fra EU's side tages initiativ til et stort antal ambitiøse frihandelsaftaler og at der sker en omprioritering af EU's fondsmidler med henblik på at opbygge gode og velfungerende modtagelsescentre i EU's nabolande.
  6. At såvel den danske som den europæiske ulandsbistand forøges markant samt at alle toldmure mod Afrika afskaffes.
  7. At der igangsættes ambitiøse samarbejdsprogrammer mellem Europa og Afrika på uddannelses- og velfærdsområdet, så europæiske universiteter, sygehuse og børnehjem medvirker til at drive effektive institutioner af en tilsvarende kvalitet i Afrika.

DE INDRE LINJER

Det europæiske samarbejde har de seneste år gennemgået mange prøvelser, som har blotlagt sprækker i det tætte samarbejde og tæret hårdt på den solidaritet, som er grundlaget for den Europæiske Union. Det gælder ikke mindst omkring fordelingsspørgsmålet af flygtninge, hvor mange stats- og regeringsledere i årene 2015-2016 var mere optagede af at bedrive nationalistisk indenrigspolitik end af at løfte et fælleseuropæisk ansvar.

Vender man blikket mod Polen, må man konstatere, at de arme der rækker ud mod Europa når landbrugs- og udviklingsstøtten skal fordeles, bliver korslagte, når det handler om at finde fælles løsninger på eksempelvis flygtningekrisen. Og i Ungarn kan det forarge, at Victor Orban uden at blinke ignorerer de demokratiske værdier, der lægger til grund for den Europæiske Union, og alligevel får nøjagtigt samme behandling som de medlemslande, der med største selvfølgelighed lever op til dem.

Det er helt uholdbart. Den Europæiske Union kan som ethvert andet samarbejde kun fungere, hvis medlemmerne forpligter sig på at bidrage og på at overholde reglerne: Det europæiske samarbejde må og kan aldrig blive et sammenskudsgilde hvor alle tager for sig af retterne, men ingen bidrager med noget til bordet.

Fortsætter vi af den kurs, ender vi en blindgyde, der meget vel kan betyde samarbejdets endeligt. Ender vi dér, vil Europa og europæerne opleve et hidtil uset tab af indflydelse. For nok har det vist sig svært at finde løsninger på flygtningekrisen i EU, men uden EU vil medlemslandene helt tabe mulighed for at løse dem.

Har flygtningekrisen vist én ting er det nemlig, at nationale løsninger ikke kan sættes i stedet for europæiske. For alternativet til at løse flygtningekrisen og andre grænseoverskridende udfordringer såsom klimaudfordringerne og den organiserede kriminalitet, er ikke at løse dem nationalt. Det er slet ikke at løse dem.

Kun gennem det europæiske samarbejde kan EU's medlemsstater undgå at ende i en afmægtighed, der vil sætte dem ude af stand til at løse deres respektive udfordringer.

Derfor skal vi være langt bedre til at kræve mere af hinanden i det europæiske samarbejde. Og ignorer et medlem de regler og værdier, der er betingelsen for medlemskabet af fællesskabet, skal det selvfølgeligt have en konsekvens. Det kan ikke være anderledes.

Det gælder også, når det kommer til arbejdsmarkedet. Nægter medlemsstater konsekvent at håndhæve de fælles spilleregler for fx cabotage-kørsel, er Radikale Venstre klar til at gøre langt mere for at bruge de europæiske strukturfonde som aktiv sanktioneringsmekanisme.

Fortsætter lande som Polen og Ungarn med at ignorere de demokratiske værdier og de fælles spilleregler, skal hammeren falde prompte: Lever man ikke op til det, man skrev under på, da man blev medlem, kan man heller ikke nyde godt af den fælles kasse.

Stod det til Radikale Venstre ville eksempelvis Polen, der i perioden 2014-2020 modtager godt 100 mia. euro. i støtte fra EU, opleve at pengekassen bliver smækket ind, indtil de lever op til de fælles forpligtelser og spilleregler. Kun med en stærk og konsekvent håndhævelse af de fælles regler, kan vi sikre, at tilliden til og respekten for EU's forpligtende samarbejde genoprettes.

Hvis det europæiske samarbejde ikke skal ende som en parentes i historien, er det nu det gælder.

DET SOCIALE EUROPA

Ét område, hvor det europæiske samarbejde har vist sit værd som en ubetinget fordel for de europæiske borgere, er, når det drejer sig om handel på tværs af kontinentet.

Med fælles regler og standarder kan vi i dag købe tyske biler uden at betale told, spanske appelsiner uden at frygte for kemikalier og flybilletter til Frankrig uden at frygte for, om vi kan få erstatning, hvis flyet bliver aflyst eller selskabet går konkurs.

Langsomt og sikkert har vi aftalt spillereglerne for den måde, vi handler med hinanden på. Og det har været til stor gavn; særligt for de forbrugere, der nu har fået trygge og ordnede forhold, når de handler på tværs af de europæiske grænser.

Desværre er det gået noget langsommere med at finde samme gode regler på arbejdsmarkedet. Her er konkurrencen ikke altid fair, og ind imellem bruger arbejdsgivere smuthuller i loven til at ansætte på dårligere vilkår. Det er unfair – både for dem, der oplever at måtte arbejde under dårligere løn- og ansættelsesvilkår, og for dem, der føler sig underbudt på arbejdsmarkedet. Radikale Venstre går helhjertet ind i arbejdet med EU’s sociale søjle, der skal skabe både gode og lige arbejdsvilkår og fair konkurrence på arbejdsmarkedet.

Det europæiske arbejdsmarked er ikke en stoleleg, hvor man skal skubbe hinanden væk for at få et sted at sidde. Det er snarere en fodboldbane, hvor fælles regler skal sikre lige konkurrence på lige vilkår. Det skal vores fælles lovgivning afspejle, så vi sikrer, at den konkurrence, der foregår på ethvert arbejdsmarked bliver både fair og socialt ansvarlig på europæisk plan.

Det europæiske arbejdsmarked er en kæmpe bedrift, og en ubetinget fordel for både Danmark og de øvrige EU-medlemslande, idet det har modvirket flaskehalsproblemer i Danmark, ledt til en markant forbedring af levestandarden i Central- og Østeuropa og gjort EU langt mere konkurrencedygtigt på globalt plan.

Med det nuværende set-up er det dog sådan, at medlemsstaterne ikke deles om de udfordringer, det giver at have et fælles arbejdsmarked. For selvom danske og spanske arbejdsgivere har adgang til de samme medarbejdere, gælder der langt fra samme regler, når de skal ansætte dem.

For hvor den fri bevægelighed er lovfæstet i de europæiske traktater, er retten til lokalaftaler for løn- og arbejdsvilkår og strejke- og organisationsretten nationale anliggender. Det skaber en skævvridning, der bl.a. giver mulighed for, at der kan føres unfair konkurrence, særligt i forhold til konkurrence på arbejdsvilkår. Det skal vi turde tage et opgør med.

Vi skal slå hårdt ned på social dumping. Arbejder man i Danmark, skal det ske på danske løn- og arbejdsvilkår og vise versa i andre lande.

Vi skal også turde tage et opgør med EU's tilbagetrukne rolle, når det handler om den velfærd, der står europæernes hjerte nær. For skal Europa være fyrtårnet for fremtidens velfærdsmodel, kræver det, at vi tør tænke velfærd på tværs af grænser.

For Radikale Venstre betyder det bl.a. at vi vil omprioritere en tredjedel af de midler der i dag bruges på landbrugsstøtte og dedikere dem til en europæisk børne- og uddannelsesfond. For i velfærdsstatens vugge kan vi ikke acceptere, at børn vokser op i en fattigdom, der afskærer dem fra et liv, de kunne have haft, hvis de blot havde fået chancen. Eller at op mod halvdelen af en ungdomsgeneration i nogle medlemslande ikke kan finde et arbejde.

Derfor er fremtidens Europa for Radikale Venstre et Europa, hvor EU udviser mindst lige så stor interesse for europæiske børn og unge, som det gør for europæiske køer og rugmarker. Er det for meget forlangt?

Vi skal vi ikke blive flakkende i blikket, når talen falder på det sociale Europa. Det forpligter, at verdens beslutningstagere kigger mod Europa, når de tegner skitserne til fremtidens velfærdssamfund. Det forpligter, at europæerne kigger mod Danmark, når de skal udvikle deres velfærdssamfund.

I en situation hvor Danmark kan have en positiv indflydelse på velfærdsstater over hele verden, skal vi derfor ikke vende ryggen mod EU, men ranke den i visheden om, at Danmark igen kan gå foran og sætte en dagsorden i det europæiske samarbejde.

Det vil Radikale Venstre arbejde for.

Konkret foreslår Radikale Venstre:

  1. At kommissionen får øgede beføjelser til at sanktionere medlemsstater der eksempelvis giver unfair skattefordele til store virksomheder.
  2. At EU's strukturfonde anvendes som sanktioneringsmiddel mod medlemsstater, der ikke overholder de aftalte regler. Der skal fastsættes
    sanktioner, som automatisk træder i kraft, hvis en række identificerede regler og kriterier ikke overholdes.
  3. At der i yderste konsekvens gives mulighed for, at EU's medlemsstater kan tvinges til at forlade unionen.
  4. At en række arbejdstagerrettigheder lovfæstes i EU's traktater. Det gælder fx retten til at organisere sig, at strejke, at forhandle lokale lønaftaler osv.
  5. At der etableres fælleseuropæiske minimumstandarder for arbejdstagerrettigheder.
  6. At der aftales særlige fælleseuropæiske regler for piloter, lastbilchauffører og andre, der arbejder transnationalt.
  7. At der oprettes en europæisk børne- og uddannelsesfond, der skal sikre et markant uddannelsesløft og Europas børn og unge og sikre, at alle europæere får den bedste start på livet.

EU’S ROLLE I VERDEN

Selvom den er udfordret af interne stridigheder, er der ingen tvivl om at EU's stemme i verden vejer tungt. Resultaterne taler da også for sig selv. Når multinationale selskaber snyder forbrugerne, er det i Europa, at de møder konsekvenser af deres handlinger.

Når Facebook laver nye regler for, hvordan de passer på brugernes data, er det EU's regler, de kopierer og gør verdensomspændende. Når der aftales handelsaftaler, er det EU, der suverænt svinger taktstokken og sikrer, at det er EU's – og ikke andres – regler, der spilles efter.

Når reglerne for det, der egentligt betyder noget for folks liv fastsættes, sidder EU for bordenden, uanset om det handler om kemikalier i vores mad eller reglerne for, hvordan vores data beskyttes internationalt.

Det kan vi ikke tage for givet, for rundt omkring os byder andre magter sig til. Mod øst annekterer Putin Krim og dele af Ukraine. I vest fører den nye amerikanske præsidents en politik der betyder, at Europa må tage ansvar for egen sikkerhed. Og i syd køber kinesere og russere sig ind i alle dele af Europas nærområder, uanset om det handler om lufthavne, ressourceudvinding eller supermarkedskæder.

Hvordan vi end vender og drejer det, er medlemsstaterne udfordret på sikkerhed og desværre særdeles tydeligt i indeværende årti også af terror. Vores værdier og vores sikkerhed er under pres, og vi må organisere os derefter. Skal vi have et effektivt værn mod terrorangreb kræver det fx, at de nationale politistyrker bliver langt bedre til at dele og indsamle information.

På samme skal medlemsstaternes forsvarspolitik i langt højere grad koordineres. Vi foreslår derfor, at der oprettes en europæisk forsvarsfond, som kan fremme udvikling af fælles kapaciteter indenfor områder som terrorbeskyttelse og cyber-security.

Derudover kræver særligt Putins aggressioner i Øst- og Centraleuropa, at de europæiske hære i langt større grad koordinerer deres træning, indkøb og forsvarsstrategier, med henblik på gradvist at skabe en samlet europæisk hær.

Den kendsgerning, at verdens regler skrives i Bruxelles er et privilegie, der forpligter. Både i forhold til at gå forrest for at sikre endnu mere forbrugerbeskyttelse, endnu bedre dataregler og endnu mere stabilitet og demokrati i og udenfor EU's grænser. Men også i forhold til at sikre, at lande i Afrika og Mellemøsten ikke opsluges af andre magtfulde stater med undertrykkelse og menneskerettighedskrænkelser på samvittigheden. Det kræver både militær, økonomisk og lovgivningsmæssig magt. Den magt vil Radikale Venstre give det europæiske fællesskab.

Konkret foreslår Radikale Venstre:

  1. At EU bruger sin førerposition på lovgivningsområdet mere aktivt til at fremme menneskerettigheder og velfærd i alle dele af verden.
  2. At den danske deltagelse i EU's forsvarssamarbejde styrkes markant, bl.a. via afskaffelse af forsvarsforbeholdet samt dansk deltagelse i det fælles våbenagentur og EU's militære operationer.
  3. At der sker en større koordination ift. indkøb og trusselsvurderinger på tværs af EU, så vi kan få et langt bedre forsvar for pengene.
  4. At der skal være større dansk og europæisk militær tilstedeværelse i de brændpunkter, der ligger i Europas umiddelbare nærhed.
  5. At laver markant klarere lovgivning i forhold til fx skattely om kravene til de lande, som EU samarbejder med.

KLIMA OG ENERGI

Skal vi lykkes med den grønne omstilling på globalt plan, er det afgørende, at det er EU's høje krav til miljøbeskyttelse og bæredygtighed der sætter standarden i verden.

Det er afgørende for Radikale Venstre, at den grønne dagsorden bliver grundlaget for EU's ageren både inden- og udenfor den ydre grænse.

På de indre linjer skal EU skrue op for arbejdet med at skabe en grøn energiunion, baseret på vedvarende energi, tættere samarbejde og langt mere energieffektive løsninger i europæernes hverdage.

Det skal være endegyldigt slut med, at den gennemsnitlige europæers klimabelastning langt overstiger hvad jorden kan holde til, og at det tilmed sker på en måde, der har gjort EU afhængig af gas fra Rusland og olie fra Mellemøsten. Det er uholdbart – både klimamæssigt, sikkerhedspolitisk og økonomisk.

Også udenrigspolitisk skal EU kaste sig fuldbyrdet ind i kampen for klimaet. Radikale Venstre lægger op til, at der i alle europæiske handelsaftaler og i alt europæisk udviklingsarbejde skal indgå klare krav til miljøstandarder og klimabeskyttelse, ligesom en langt større del af EU's udviklingsmidler skal bruges på klimaudfordringer.

Men udviklingen sker ikke af sig selv. Den forudsætter, at visionære politikere tør træffe de nødvendige beslutninger, så vi kan skabe varige forandringer.

Det kræver investeringer i både teknologi og infrastruktur. Det kræver også hårde prioriteringer i de europæiske budgetter. Vi er nødt til at gøre op med utidssvarende fondsstrukturer og subsidieordninger, som er skabt i en anden tid. Vi skal se fremad.

Den gode nyhed er, at horisonten er fyldt med økonomiske muligheder, teknologiske landvindinger og et enormt klimamæssigt potentiale. Den udsigt rimer på en fremtid for det europæiske samarbejde. En reel fremtid hvor Europas 500 mio. borgere får den vare, som rigtigt mange med rette forventer af EU, nemlig en grøn og bæredygtig fremtid, som deres børn kan leve og trives i.

Det skal EU kunne levere. Vi har vist hvordan i Danmark, hvor beslutninger truffet af visionære politikere for mere end 40 år siden har gjort Danmark til en grøn vindernation, til gavn for både fremtidens generationer og nutidens virksomheder. Det er den vej EU skal slå ind på.

Konkret foreslår Radikale Venstre:

  1. En ambitiøs fælleseuropæisk plan for nedbringelse af vores afhængighed af fossile brændstoffer, som bl.a. skal indebære en udfasning af alle dieselbiler i EU, en fuldstændig elektrificering af jernbanenettet og målet om, at EU skal være helt fri for kul, olie og gas i 2050.
  2. Omprioritering af EU's strukturfonde til støtte af vedvarende energi og energiinfrastruktur i særligt Øst- og Centraleuropa.
  3. Fuldstændig energipolitisk uafhængighed fra Rusland og Mellemøsten ved at nedbringe importen af gas og olie.
  4. Langt stærkere fokus på klima og miljø i EU's handels- og udenrigspolitik ved fastsættelse af klarere krav og regler.
  5. Opførsel af tre store havmøllerparker a cirka 1000 MW i henholdsvis 2024, 2027 og 2029 med udbudsrunder 4 år forud
  6. Et europæisk nej til Nord Stream 2, og langt større fokus på udbygning af infrastruktur til vedvarende energi.