HAVPLAN

HAVPLAN

Havet er en stor og afgørende del af Danmarks miljø og natur. Danmarks havareal dækker omkring 104.000 kvadratkilometer, og ingen dansker har mere end 52 kilometer til havet. Havet er samtidig en vigtig ressource, som vi udnytter gennem fiskeri, turisme, transport og havvind, der alle bidrager til danske jobs og dansk velstand.

Men desværre er vores hav truet. Påvirkningen af havmiljøet fra menneskelige aktiviteter er stor. Det har resulteret i, at mange dyre‐ og plantearter i vores hav er stærkt udfordret, og flere er uddøde. Cirka 2300 arter af marine dyr lever i vores hav, og alle er påvirket af menneskelige aktiviteter.i Derfor har EU pålagt alle medlemsstater at udarbejde en havplan for deres havområder, så der kan ske en samlet og bæredygtig sammentænkning og prioritering af de mange funktioner, som havet har i dag. Det er af afgørende betydning for Danmark som førende vindnation, førende fiskerination og i fremtiden frontkæmper for et bæredygtigt hav, at vi tænker natur, klima og fiskeri sammen. Vi må ikke ende i den sædvanlige ”silo‐krig” mellem forskellige interesser, som det desværre ofte er sket.

Danmarks havplan skulle for længst have været i høring og genstand for politisk forhandling, men regeringen har hverken spillet ud med nogen plan eller mere specifikke tanker om rammer og mål for havplanen. Derfor fremlægger Radikale Venstre og Dansk Folkeparti nu vores bud på de rammer og mål, som vi mener, at den danske havplan bør bygge på. For vi mener, at det haster med en havplan, både af hensyn til naturen og erhvervslivet.

Vores forslag sætter en ambitiøs ny retning for et bæredygtigt hav. Planen indeholder først og fremmest en række krav til en økosystembaseret havplan, der fremmer bæredygtigt og naturskånsomt fiskeri i Danmark og et sundt havmiljø. Dernæst indeholder planen en række tanker i forhold til den kommende havstrategi og forhandling om vandmiljøplaner, som bør tænkes sammen med denne havplan og fokusere på kvælstofudledning og forurening af havet.

Vores plan, som sigter mod at forbedre havmiljøet, står ikke i modsætning til erhvervsliv, danske arbejdspladser og samfundsøkonomien. Tværtimod. En mere kvalificeret planlægning af aktiviteter på havet og dermed en bedre naturbeskyttelse, betyder øget aktivitet i de lokale havne, flere arbejdspladser i yderområderne, mere kystturisme, og det sikrer, at de vigtigste fiskeområder fortsat har mulighed for fiskeri – og på sigt et bedre fiskeri. Dette vil medføre økonomiske gevinster for samfundet under ét. Vi ønsker, at et forbedret havmiljø og erhvervslivet til havs skal gå hånd i hånd, og netop derfor bør der tages hensyn til alle interesser i én samlet prioritering.

Vores forslag består konkret af følgende punkter:

1. 10% urørt hav
2. 20% bæredygtige havområder
3. Afbureaukratisering af fiskerisektoren
4. Større miljø‐ og naturhensyn ved placering af vindmøller
5. Bekæmpelse af andre negative påvirkninger

 

LÆS HELE HAVPLANEN HER