MOD TIL REEL INTEGRATION

Hvorfor bliver Danmark mere og mere opdelt? Hvorfor falder integrationen nogen let, mens andre lever i isolation uden nogensinde at blive en del af det danske samfund? Hvordan hjælper vi de piger, som udsættes for social kontrol af deres familier? Og de drenge, der ender i bandernes klør? Og hvorfor giver politikerne flygtninge og indvandrere skylden i stedet for at gøre noget ved problemerne, der hvor de er?

Trods årtiers ophedet udlændingedebat og lovforslag efter lovforslag, så efterlader vi folk stadigt mere bekymrede for, om integrationsproblemerne kan løses. Og vi efterlader store grupper af medborgere uden uddannelse, job og tro på fremtiden. Jeg hader at se, hvordan det splitter os. For jeg elsker Danmark.

Der er kun ét Danmark og alle, der lever her, skal være en del af samfundet. Vores fællesskab handler ikke om religion og hudfarve, men om viljen til at bidrage med det, man kan.

Jeg kæmper for et mangfoldigt samfund, men det kræver, at integrationen lykkes, og her har det politiske lederskab fejlet. Det er på tide, at integrationsproblemerne løses af dem, der tror på, at vi kan og dem, der har mest brug for, at vi lykkes. Derfor gjorde jeg for tre måneder siden op med dukketeatret på Christiansborg. Jeg sagde farvel til symbolpolitikken og den evige kamp mellem rød og blå og plantede mit skrivebord i Danmarks mest udsatte boligområder. For at komme tættere på virkeligheden med alle dens udfordringer og de mennesker, der lever med dem hver dag.

Derfor er jeg også ærlig om problemernes omfang. Gu skal vi ej lukke alle ind i Danmark. Vi skal heller ikke hverken acceptere kvindeundertrykkelse, eller at befolkningsgrupper er på kanten af arbejdsmarkedet. Og ja, vi risikerer en etnisk underklasse i et land, som ellers er kendt for sin lighed. Men selvfølgelig kan verdens bedste velfærdssamfund få integrationen til at virke. Hvorfor ikke?

Vi skal finde modet til at lade de høje forventninger sætte ambitionsniveauet fremfor laveste fællesnævner. Vi skal finde rigtige løsninger på rigtige problemer. Og så må vi starte med de største udfordringer:

  1. Børnene først. Vi skal have blandede skoler, børnehaver og ungdomsuddannelser, så tosprogede børn ikke isoleres på de samme institutioner.
  2. Så de unge. Vi skal anerkende dem, som griber mulighederne fx med lettere adgang til statsborgerskab, mens de, der møder social kontrol skal have bedre hjælp og de, der vælger banderne skal møde hurtig konsekvens.
  3. Og så skal flere voksne forsørge sig selv, og ingen skal kunne modtage kontanthjælp i årevis uden at yde noget til gengæld.

Sådan er Radikale Venstres Integrationsmission, som vi starter i dag. De største udfordringer først. Konkrete løsninger på virkelighedens problemer. For vi vil integrationen. For os er det ikke politik – det er hjerteblod. Alle har noget at vinde, hvis vores mission lykkes – på nær de, der lever af konflikten, frygten og grøftegraveriet. Og deres vej har hverken givet ro, tryghed eller stabilitet, men blot politisk kaos og symbolpolitik.

Hvis vi skal give håbet tilbage til de tusindvis, der har mistet det. Trygheden tilbage til de mange, der frygter, hvad fejlslagen integration gør ved os. Og chancer til de tusinder af familier, der aldrig har haft en. Så skal vi ikke føre politik mod nogen, men for noget. For en fremtid, hvor vi forventer noget af hinanden. For lige muligheder til alle.

Morten Østergaard
Politisk leder for Radikale Venstre

Maj, 2018

Læs hele integrationsudspillet Mod til reel integration