TILLID OG TRYGHED I SUNDHEDSVÆSENET

- Fra #DetKuHaVæretMig til #DetSkalAldrigBliveJer

Det skal være trygt at være patient i vores sundhedsvæsen. Det må der aldrig kunne stilles spørgsmålstegn ved. Alle patienter skal have tillid til, at de får en behandling af høj kvalitet - omgivet af dygtigt personale.

Men det skal også være trygt at være ansat i sundhedsvæsnet. Den enkelte læge og sygeplejerske skal kunne udføre sit arbejde bedst muligt, uden at frygte for at ende i en strafferetssag, som vi har set i den såkaldte Svendborgsag.

I Radikale Venstre tror vi ikke på, at kontrol og straf gør vores sundhedsvæsen bedre. I stedet skal sundhedspersonalet have ordentlige vilkår, så de kan yde det bedste for alle os, der har brug for dem, når vi bliver syge eller kommer til skade. Vi foreslår derfor en tillidspakke med otte konkrete forslag, der skal genetablere et sundhedsvæsen med tillid til de ansatte i fokus.

De mennesker, der hver dag går på arbejde på vores sygehuse og andre sundhedstilbud kæmper en brav kamp for at yde deres bedste i et presset sundhedsvæsen. De skal løbe stærkere end nogensinde – samtidig med at både kravene til dokumentation er blevet flere og sanktionerne hårdere.

Resultatet ser vi nu – bl.a. i den såkaldte Svendborgsag, hvor en ung læge er blevet dømt for ikke skrive en ordination ind i en journal – som der i øvrigt ikke var andre end hende selv, der læste. Sagen har medført en heftig debat, og rigtig mange læger står frem og påpeger, at de selv har handlet på samme måde, som den dømte læge, da det er et af de kompromiser, man gør i en del af en travlt hverdag.

En af vejene til bedre vilkår for både patienter og personale er, at vi holder op med at kræve det umulige af vores sundhedsvæsen. Derfor vil vi droppe produktivitetskravet til sundhedssektoren permanent. Derudover vil vi arbejde for at få gennemført en tillidspakke, der skal sikre rimelige krav og rettigheder for sundhedspersoner og styrke læringskulturen i sundhedsvæsnet.

RIMELIGE RETTIGHEDER FOR SUNDHEDSPERSONALE

Det danske sundhedspersonale er kompetent og har en høj faglighed. Men det er umuligt helt at undgå, at der begås fejl. Radikale venstres holdning er, hvis der er tale om grove fejl, så skal sundhedspersonalet selvfølgelig stilles til ansvar. Men hvis der er tale om, at der er ’huller’ i det samlede system, er det helt urimeligt, at en læge kan blive straffet.

Derfor vil vi i Radikale Venstre arbejde for:

STYRK ARBEJDSTILSYNETS FOKUS PÅ SYGEHUSENES PSYKISKE ARBEJDSMILJØ

Da Arbejdstilsynet i 2014 gennemførte en indsats omkring det psykiske arbejdsmiljø på hospitalsområdet, blev det på 74 enheder til ikke mindre end 105 afgørelser om overtrædelse af lovgivningen. Derfor skal vi have styrket arbejdstilsynets fokus på sygehusenes arbejdsvilkår. Bedre arbejdsmiljø på sygehusene vil reducere antallet af fejl og modvirke nedsat produktion som følge af overbelastning eller stress hos medarbejderne.

UDVALG OM REVISION AF JOURNALBEKENDTGØRELSE

Journalen er et vigtigt arbejdsredskab for læger og andet sundhedspersonale. Men de konkrete krav til journalføring synes ikke altid velbegrundet. Det foreslås derfor, at der nedsættes et udvalg til at analysere kravene til og udfordringer med journalføring i lyset af bl.a. den teknologiske udvikling, ønsker om øget patientinvolvering mv.

ÆNDRING AF AUTORISATIONSLOVENS §75

Svendborgsagen efterlader stor utryghed og usikkerhed blandt læger og andet sundhedspersonale. Hvis højesteret stadfæster dommen fra landsretten, skal vi have en politisk debat om, hvordan loven kan ændres, så den beskytter sundhedspersoners rettigheder bedre.

ANKEINSTANS SKAL FORBEDRE SUNDHEDSPERSONERS RETSSIKKERHED

Styrelsen for Patientsikkerhed har mulighed for at nedlægge arbejdsforbud med dags varsel samt foretage midlertidige fratagelser af sundhedspersoners autorisation, som kan vare i op til to år. Til trods for at indgrebene ofte kan føre til fyring eller lukning af privat praksis, er der ikke indført mulighed for administrativ prøvelse af afgørelserne. Der er derfor behov for at etablere en form for ankeinstans, der kan forbedre sundhedspersoners rettigheder i sagerne.

FREMRYKKELSE AF EVALUERING AF STRAMMERPAKKEN

Den såkaldte Strammerpakke gav Styrelsen for Patientsikkerhed mulighed for at afprøve meget tidlige og indgribende foranstaltninger overfor autoriserede sundhedspersoner. Det foreslås, at den planlagte evaluering gennemføres allerede efter to år – så vi hurtigst muligt kan rette op på de punkter, hvor sanktionsmulighederne er gået for vidt.

STYRKET LÆRINGSKULTUR I SUNDHEDSVÆSENET

Sundhedsvæsenet stræber efter at give den bedste behandling og minimere antallet af fejl. For at forebygge patientskader er der indført systemer, som handler om at lære af fejl. Men de senere år er fokus gået fra at se på, hvordan den enkelte organisation kan lære af fejlene til i stedet at placere skyld og ansvar hos enkeltpersoner.

LÆGER SKAL VÆRE FAGLIGT KLÆDT PÅ TIL OPGAVEN

Fejl forebygges når sundhedspersoner er klædt på til at løse opgaven. Men tre ud af fire hospitalsansatte speciallæger har i dag ikke en plan for deres opkvalificering, som tager afsæt i de kompetencer, som skal opdyrkes eller vedligeholdes. Alle læger skal have en klar plan for deres læringsforløb og gode muligheder for efteruddannelse. Det skal ind i regionsaftalen, at sygehusene skal lave en plan for opkvalificering for alle ansatte læger - og sætte penge af til det.

STYRELSEN FOR PATIENTSIKKERHED SKAL FOREBYGGE FEJL

Styrelsen for Patientsikkerhed ligger på baggrund af deres tilsynsvirksomhed inde med viden om, hvor det er at sundhedspersoner typisk går galt i byen. Den viden skal Styrelsen i langt større udstrækning omsætte til en proaktiv indsats for at forebygge fejl. I stedet for at bruge den indsamlede viden til at straffe og sanktionerer – skal den bruges til at forebygge fejl.

DANSKE REGIONER SKAL UDARBEJDER EN NY STRATEG FOR LÆRING EFTER FEJL OG SKADER

Som arbejdsgiver og driftsherre modtager regionerne en række oplysninger fra bl.a. Styrelsen fra Patientsikkerhed og Patienterstatningen, som de bør arbejde langt mere systematisk med at følge op på.

 

ØKONOMI

Vi foreslår, at der afsættes 1.5 mio. kr. til en Ankeinstans for sundhedspersonale til 2 juridiske årsværk, som skal tilknyttes nævnenes hus i Viborg. Vi foreslår at afsætte 3.5 mio. kr. til styrkelse af Arbejdstilsynet. Midlerne er afsat på Radikale Venstres finanslovsforslag.