Af Kristian Brandrup
Corona har vendt op og ned på mange ting i samfundet. Også i skoleverdenen måtte man tage nye forholdsregler og metoder i brug for at indrette sig efter den nye virkelighed. Det betød samtidig, at den enkelte skole i høj grad fik friheden til at håndtere situationen bedst muligt. Og den frihed har vist sig at være positiv. Det fortæller den radikale børneordfører, Lotte Rod:
”Coronaskolen har givet større frihed lokalt. Det betyder, at lærerne i mange tilfælde har fået lov til at bruge deres faglighed med langt mere frihed. Mange af de sårbare elever har eksempelvis oplevet en opblomstring, og man har oplevet færre konflikter. Især på mellemtrinnet og i udskolingen har det fungeret godt. De erfaringer skal vi bygge videre på.”
Derfor mener Lotte Rod heller ikke, at elever og lærere bare skal vende tilbage til skolen, som den var inden corona:
”Skolerne skal have friheden til at bruge erfaringerne fra corona-nedlukningen. Frihed til at fortsætte med de konkrete erfaringer, som virkede godt for den enkelte skole.”
- Lotte Rod, børneordfører
Flere undersøgelser har vist, at lærerne har fået et boost i arbejdsglæden i kølvandet på coronaskolen. Især en lokal undersøgelse lavet af folkeskolelærere Hvidovre, har gjort indtryk på Lotte Rod:
”Mange lærere siger her, at eleverne trivedes bedre og lærte mere. For lærerne var der mere tid til kerneopgaverne og mere plads til kreativitet og fordybelse. Det gav et løft i mange læreres arbejdsglæde. Det skal vi lytte til,” siger hun.
Lotte Rod forklarer, at det særligt er muligheden for at lave mindre hold, mere udeundervisning og at sammensætte lange, flerfaglige forløb, der har skabt mere trivsel og faglig udvikling i klasseværelserne rundt omkring.
Fasthold momentum
Lotte Rod mener, at der lige nu er et momentum for at give skolerne mere frihed, som skal udnyttes:
”Vi må ikke lade det her løbe ud i sandet. Radikale Venstre og jeg vil kæmpe for, at vi hurtigst muligt lander en aftale, der giver skolerne lov til at fortsætte med de ting, der har fungeret godt under corona”, fortæller hun.
Hun understreger samtidig, at det ikke er alle dele af coronaskolen, som skal fortsætte:
”Der har også været nogle ting, som ikke fungerede godt. Blandt andet har der været for meget fjernundervisning, og nogle elever har for eksempel slet ikke haft fysik. De ting skal vi selvfølgelig ikke fortsætte med.”
Det er allerede aftalt, at der skal laves en evaluering af coronaskolen, men Lotte Rod mener godt, at man allerede nu kan lade skolerne fortsætte med at have en højere grad af frihed:
”Vi vil give friheden til skolerne nu, så vi ikke taber de gode erfaringer, inden der bliver evalueret. Coronaskolen har vist betydningen af relationer, klassefælleskab, små hold, udeskole og åben skole, og det har gjort hverdagen sjovere, bedre og mere meningsfuld for både elever og lærere”, siger Lotte Rod og tilføjer:
”Det er vigtigt for mig, at skolen er god for alle børn, uanset hvordan man lærer bedst. Det kræver, at vi ikke har for stramme regler, men giver skolerne frihed til at indrette sig på den bedste måde for dem.”