Mød Radikale Venstres politiske leder Sofie Carsten Nielsen

Af Rikke Rhein-Knudsen

Sofie, hvornår giver livet allermest mening?
Det giver allermest mening for mig, når jeg oplever kærligheden og fællesskabet med min familie og mine børn. Efter det giver det mening, når jeg kan se nogle politiske resultater. At se den indsats, man har lavet, flytter noget og giver mening for folk.

Har du et forbillede?
Jeg er faktisk ikke så meget til forbilleder. Men jeg er inspireret af mange, især en del kvinder. Hvis jeg skal nævne en, ville det være USA's tidligere udenrigsminister Madeleine Albright. Hun har en helt særlig stjerne hos mig. Hun har så meget integritet, råstyrke og empati, som jeg tror, man kan lære meget af. Jeg vil gerne blive gammel som Madeleine Albright.

Hvorfor gik du ind i politik?
Det var egentlig ikke planen, men så fik jeg arbejde hos Lone Dybkjær, og så kunne jeg ikke lade være med at engagere mig i partiet. Jeg stillede først op for Europa parlamentet, som jeg ikke blev valgt til. Til gengæld fik jeg en plads i folketinget.

Blå bog
Sofie Carsten Nielsen, politisk leder i Radikale Venstre

Bor til dagligt på Nørrebro med sin kæreste og to drenge på 11 og 14 år

I fritiden løber hun, hører podcast, læser bøger og nyder tiden sammen med familien

Kalder sig selv frankofil – Er meget fascineret og inspireret af Frankrig, og besøger gerne landet som minimum en gang om året

Hvor adskiller du dig fra Morten Østergaard som politisk leder?
Jeg ved, jeg træffer hurtigere beslutninger end Morten gjorde. Måske nogen gange også lidt for hurtigt, men jeg er meget optaget af at komme ud over stepperne, og som leder må man tage ansvaret på sig. I sidste ende sidder du jo alene med ansvaret.

Hvad giver dig energi som politisk leder?
Hvor det generelt handler meget om at være i rampelyset, så får jeg i dag langt mere energi af at se andre shine. Se dem, der måske er kommet ind i politik for nyligt, løfte en opgave og få et resultat igennem. Det giver mig nærmest kriller i maven.

Hvordan har det været at være dig de seneste uger?
Jeg vil godt indrømme, at det har været hårdt. Og jeg tanken har da strejfet mig, om jeg skulle lave noget andet. Men som Harry Potters underviser Dumbledore siger ham ”Nogen gange i livet må man vælge mellem det lette og det rigtige”.

Hvad er din største opgave lige nu?
Lige nu er min største opgave, at gruppen holder samme. At vi er åbne og ærlige overfor hinanden. At der er tillid mellem os. Og samtidig har vi også en kæmpe opgave foran os i at nå de grønne mål, for ellers svigter vi alle vores unge og den klode, vi skal leve på.