Rådmand, Jørgen Hein: Bevar de grønne kiler i Aalborg

Jørgen Hein er rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen i Aalborg Kommune, og så er han tidligere danmarksmester i maratonløb. I dag bruger han energien på at holde byens ældre aktive, og på at få aalborgenserne ud af bilerne og op på cyklen. Dette er anden artikel i serien ’Radikale profiler på vej mod KRV21’.

Af Asger Hagelund og Poul Andersen

Profil: Jørgen Hein
Den grønne løber

Alder: 69 år

Politisk karriere: Jørgen Hein har været byrådsmedlem i Aalborg Kommune siden 2014. Siden 2018 har han været råd-mand i Ældre- og Handicapfor-valtningen

Uddannelse: Bankuddannelse og Civiløkonom

Job: 1979-2006: Lærer og forstander på Aalborg Handelsskole
2006-2012: Leder af Aab College

Løb: Danmarksmester i maratonløb i 1978: 2 t 19 min
Danmarksrekord på 25 km distancen: 1 t 17 min

Hvor er behovet for forandring størst i Aalborg?

"Folk i byen har brug for grønne områder og natur. Lige nu bliver der bygget mange højhuse, og der bliver bygget tæt, men jeg vil gerne kæmpe for at bevare de grønne kiler i byen. Det er nok noget af det, der er størst diskussion om lige nu. Dem, der køber grunde, vil gerne bygge så højt som muligt – her skal vi følge meget nøje med for at sikre de grønne områder i byen,” siger Jørgen Hein, der også mener, at der er for mange biler i Aalborg:

”Vi skal gøre det mere attraktivt at cykle eller gå, og så skal der skal simpelthen flere biler ud af centrum,” fortæller han og tilføjer, at det ikke kun er et spørgsmål om p-huse og infrastruktur, men ligeså meget om vaner:

”Vi har en hel del parkeringshuse i randen af Aalborg centrum, men nordjyder er ikke så meget for at gå, og det bliver vi nok nødt til at lave lidt om på.”

Jørgen Hein mener også, det er vigtigt, at landsbyskolerne bliver bevaret:

Landsbyskolerne er helt centrale, hvis vi skal holde liv i bysamfundene, som der er mange af i vores store sammenlagte kommune. Vi er faktisk kendt for at være den kommune med flest landsbyskoler, som ofte kun har 40-50 elever. De skoler skal bevares, ellers lukker vi også bysamfundene, og det går ikke

Hvad kæmper du for som rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen?

”Heldigvis lever vi jo længere og længere, men samtidig bliver der også forholdsvis flere ældre i fremtiden. For at kunne give alle god pleje og omsorg, må vi blive bedre til at forebygge sygdom. Jeg vil gerne have fat i de lidt yngre ældre, og have dem i gang med motion og træning. Vi har 36 aktivitetscentre i byen, og dem vil jeg gerne gøre lidt lækre, så vi kan tiltrække flere mennesker også de lidt yngre. Når folk er 67 år i dag, så er de jo ikke gamle! Vi skal bare sikre os, at de bliver ved med at dyrke en form for motion,” fortæller Jørgen, og tilføjer:

”Jeg vil også gerne huskes for, at jeg har gjort en forskel på ældre- og handicapområdet. Der er ikke ret mange, der gør noget for mennesker med handicap, og det åbenlyst, at der er ting, som kan gøres bedre.”

Hvilke ambitioner har du for næste kommunalvalg?

”Jeg tror på, at jeg kan fordoble mit stemmetal. Jeg håber virkelig, at vi får én mere valgt ind i byrådet, så vi er to,” siger Jørgen. Han mener, at Aalborg har et stort potentiale for partiet:

”Radikale Venstre gik jo frem med 2-3 procent ved Folketingsvalget, og desuden har Radikal Ungdom Nordjylland haft kæmpe fremgang. Så jeg tror helt klart, det er muligt at få en stor fremgang til kommunalvalget.”

Han peger dog på én væsentlig barriere:

"Vores største udfordring er nok, at vi ikke har nogen kvinder på listen. Vi mangler simpelthen nogle dygtige kvinder, som vil gå ind i lokalpolitik i Aalborg for Radikale Venstre. Det vil jeg gerne gøre mit for at lave om på."

Artikelserie: Overalt i landet kæmper lokale Radikale for et grønnere, friere, stærkere Danmark. De trækker sjældent overskrifter i de store landsdækkende dagblade, men de er lige der, hvor fremskridtet starter. De kæmper på den Radikale frontlinje, og fortjener langt mere opmærksomhed. Derfor varmer Radikalt op til kommunalvalget med en artikelserie, der hver måned sætter fokus på en af de lokale Radikale profiler.