*|MC:SUBJECT|*
Vi er Europa! 

USA har siden verdenskrigene været kendt som den frie verdens leder. Men de seneste fire år har forandret vores syn på landet med stjerner og striber.

Midt i klimakrise og coronakrise har Trump trukket USA ud af klimaaftalen fra Paris og fjernet støtten til verdenssundhedsorganisationen WHO. USA er under Trumps ledelse holdt op med at lede verden mod bedre tider. Derfor har verden mere end nogensinde brug for, at Europa tager over. 

Vi radikale kæmper for, at mennesker kan leve liv, der giver mening for dem. Derfor tager vi livtag med de problemer, der tager kontrollen fra folk og forhindrer dem i at leve meningsfulde liv. De problemer er stadigt oftere problemer, der rækker over landegrænser. 

Fællesnævneren, når vi taler om klimakrise, corona-krise og økonomisk krise er jo netop, at ingen af disse kriser lader sig stoppe af en grænsebom. Vi har været vant til, at USA fiksede den slags problemer for os. Men sådan er det ikke længere. Trump har valgt en ny vej frem: Amerika først! 

Det kan man begræde. Og håbe inderligt på ændrer sig når der er valg i USA. Og det gør jeg. Men det får mig samtidig til at række ud efter naboerne og tænke: ”Så klarer vi den sammen i Europa”. For VI ER EUROPA. Europa er hverken institutioner eller magteliter – Europa er dig og mig. Vores bedste våben i en tid, hvor flere og flere af de problemer, vi slås med, ikke kender til landegrænser. Og hvor vores transatlantiske partner vender sig så meget indad.   
 
Så ved jeg godt, at den yderste højrefløj - og ind imellem venstrefløj - vil påstå, at Europa – det kan man ikke bruge til noget. Se bare på alle de steder, hvor vores europæiske samarbejde har svigtet de senere år. Og ja, vi mangler at levere fælles løsninger på mange fælles og meget virkelige problemer: Fra modtagelse af flygtninge til overholdelse af basale demokratiske rettigheder for homoseksuelle.

MEN et samarbejde, der gennem næsten 70 år har sikret fred, frihed og fremgang på et historisk uroplaget europæisk kontinent, kan mere, end vi tror. Og det kan også give svar på en klimakrise og en coronakrise. Faktisk tror jeg på, at det bedste svar verden har på disse kriser, er et samlet, stærkt og solidarisk Europa. 

Derfor søsætter vi de kommende dage kampagnen ”Virkeligheden kalder – vi er Europa”, der med de sidste dage i den amerikanske præsidentvalgkamp som bagtæppe, skal tematisere det helt grundlæggende spørgsmål: Skal vi løse fælles problemer sammen – eller hver for sig?

Jeg tror fuldt og fast på, at fællesskab og samarbejde er svaret på nogle af vor tids største udfordringer. Vi skal stå sammen i kampen mod corona. Vi skal stå sammen i kampen mod klimaforandringer. Og vi skal stå sammen for i fællesskab at løfte vores europæiske union og give svar på de udfordringer, vi står med. 

Sammen sikrer vi fred. Sammen sikrer vi frihed. Sammen sikrer vi fremgang. Jeg håber, at Joe Biden bliver USA’s næste præsident. Men uanset om det sker eller ej, skylder vi os selv og resten af verden, at tage over på det lederskab USA har båret siden verdenskrigene. For Europa skal være garanten for en grønnere, friere og stærkere verden baseret på demokrati. Hvis ikke Europa hvem så? 



Med venlig hilsen

Sofie Carsten Nielsen

Politisk leder, Radikale Venstre

 
Se mere fra kampagnen "Vi er Europa" her
Følg os på twitter Følg os på twitter
Følg os på facebook Følg os på facebook
Følg os på Instagram Følg os på Instagram
Radikale Venstre
Christiansborg Slotsplads 1
1240 København K
Tlf: +45 3337 4747
Email: radikale@radikale.dk
Afmeld nyhedsbrev